RELIGIØSE FORESTILLINGER. 207
paa en underverden har ligefuldt holdt sig, og karakteristisk er netop, at denne henlægges til under vandet, og at der er meget solskin; thi det har der vel som oftest ogsaa været, naar de saa speilbilledet.
Det andet sted i oververdenen er koldere, det er ligt jorden med bjerge og dale, og over det hvælver sig den blaa himmel. Der staar de afdødes sjæle i telt rundt en sjø, og naar den flyder over, regner det paa jorden. Der er meget krækling og mange ravne, som bestandig sætter sig paa hoderne og hænger sig i haaret paa gamle kjærringer;[1] de er besværlige at holde fra sig og erstatter vel nærmest lusene i denne verden. Deroppe kan man ogsaa om nætterne se de afdøde sjæle, naar de spænder fodbal med et hvalroshode. Paa østkysten menes det dog, at nordlyset blot er sjælene af dødfødte eller for tidlig fødte børn eller af børn, som er ombragte eller fødte i dølgsmaal. Disse barnesjæle «tage hverandre i Hænderne og dandse rundt i Slyngninger og Svingninger. De spille Bold med deres Efterbyrd, og, naar de se forældreløse Børn, løbe de hen imod dem og kaste dem omkuld. De ledsage Legen med en hvislende, pibende Lyd.»[2] Derfor kalder de ogsaa nordlys for alugsukat, som vel nærmest betyder utidige fostre eller børn, fødte i dølgsmaal. Denne grønlændernes opfatning synes nær beslegtet med indianernes tro, at nordlyset er de afdødes danserækker.[3]
Noget helvede har eskimoerne ikke; begge de ovenfor nævnte opholdssteder er nærmest mer eller mindre gode,
og hvad enten sjælen kommer det ene eller det andet sted
