206 ESKIMOLIV.
dem deri. Grønlænderne tør f. eks. heller ikke nævne en isbræs (puisortok’s) navn, naar de ror forbi den, af frygt for, at den skal bli fornærmet og kalve.[1] Lignende findes meget udbredt bl. a. hos indianerne, idet de ikke tør nævne navnene paa steder og floder.[2]
Angaaende sjælens liv efter legemets død synes grønlænderne at ha hat noget forskjellige meninger. Nogle, som af missionærerne kaldes dumme og fæiske mennesker, mente, at alt var slut med døden, og at der altsaa intet hinsidigt liv var. De fleste grønlændere synes dog at ha ment, at om sjælen end ikke var ganske udødelig, saa pleiede den dog at fortsætte at leve efter legemet eller ialfald at leve op igjen, efterat den sammen med dette var død, og den kom da enten til et sted under jorden og havet eller til oververdenen oppe i himlen eller snarere mellem den og jorden.[3] Det første sted anses som det bedste, der er et godt land, hvor der efter H. Egede er «deylig Soeleskin, got Vand, Dyr og Fugle i Mangfoldighed». Det kan synes mange underligt, at de i modsætning til os henlægger sit bedste sted til under jorden eller havet; men dette forekommer mig let at kunne opstaa derved, at de i vandet har set himlen og fjeldene speile sig og oprindelig har trod, det var en anden verden, de saa. Senere har de vistnok
opdaget, at det var et speilbillede, men den oprindelige tro
- ↑ Sml. Nansen: Paa ski over Grønland, side 301.
- ↑ Om navnets og navnenævnelsens betydning hos de forskjellige folkeslag sml. Kristoffer Nyrops omfattende afhandling, «Navnets Magt» i Mindre Afhandl. udg. af det phil.-hist. Samfund. Kjøbenhavn 1887. Side 119—209. Se ogsaa B. Grøndahl i Annaler for nordisk Oldkyndighed 1863, side 127 f.; Moltke Moe i Letterstedtske Tidsskrift 1879. side 286 f.; S. Grundtvig. Danmarks gamle Folkeviser. 11, side 339 f. H. Spencer. Principles of Sociology VI, side 701.
- ↑ Sml. Rink. Aarb. f. nord. Oldk. og Hist. 1868. 111, side 202.
