RELIGIØSE FORESTILLINGER. 193
de da talte og bevægede sig, da var liv, nu var alt stille. Dette maatte skyldes noget livgivende, og dette noget maatte ganske naturlig være sjælen, som han jo fra drømmen vidste kunde forlade legemet. At den sjæl, som ved døden forlod legemet, kunde sættes i forbindelse med mundens aande, som nu var borte, maa ogsaa kunne tænkes som naturligt, og saa tillagdes, som f. eks. af nogle eskimoer, mennesket to sjæle, skyggen og aandedrættet. Denne tro paa sjælens dobbelthed, som undertiden ogsaa skyldes skygge og speilbillede, er meget udbredt, og derfra stammer vel og vor adskillelse mellem sjæl og aand, psyche og pneuma.
Naturligt kunde det straks synes for et primitivt menneske at anta, at sjælen lig legemet dør ved døden. Det er der ogsaa dem som mener; men da de snart i sine drømme traf sammen med de afdøde igjen, saa blev de jo tvungne til at anta, at deres sjæle endnu levede. Desuden var det jo heller ikke unaturligt at slutte, at ligesom sjælen var midlertidig fraværende ved søvn, feberfantasier o. l., saa var den for bestandig fraværende ved døden. Saaledes har altsaa troen paa sjælens fortsatte liv ganske naturlig maattet opstaa, og da det at gaa tilgrunde er lidet tiltalende for ethvert levende væsen, saa har en saadan udødelighedstanke fundet sterk gjenklang i det menneskelige sind.
Men da de fleste mennesker er ræd døden og de døde, saa liker de ikke at møde dem igjen som gjenfærd, og da frygten har fantasi, tillægges de overnaturlig magt særlig til at skade, men og gavne. De mener derfor, det er bedst at gjøre sig tilvens med dem. Paa den vis er en dyrkelse af de afdøde opstaat, som spiller en saa stor betydning i de fleste folks religion, og som ligger, om ikke paa bun-
