Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/199

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

192 ESKIMOLIV.

end fremkalde forestilling om noget sanseligt og noget ikke sanseligt, noget, som snart kunde ses, men snart atter være borte?

Der var kort sagt motiver nok til at frembringe forestillingen om en dobbelthed i naturen, om en synlig og en usynlig tilværelse. Men denne tro paa naturens dobbelthed maatte i høi grad styrkes ved urmenneskets forestillinger om sig selv. Naar han sov og drømte, at han gik paa jagt, var ved dans, i besøg hos andre, kort sagt streifede viden om, og saa atter vaagnede og opdagede, at legemet ikke hadde forladt hulen eller hytten, og hørte konen eller kameraterne sige det samme, maatte han naturligvis tro, at han bestod af to dele, noget, som kunde forlade ham om natten og opleve alt dette, og noget, som blev liggende; thi at gjøre forskjel paa drøm og virkelighed, laa naturligvis ikke for ham, ja mange primitive stammers sprog tillader fremdeles ikke, som Spencer fremholder, at sige: «jeg drømte, at jeg saa» istedenfor «jeg saa». Da han endvidere hadde set, at f. eks. skyggen fulgte ham om dagen, men ikke om natten, var det ganske naturligt for ham at kalde den del, som forlod ham, «skyggen», denne var altsaa det samme, som andre folk kalder sjælen eller aanden. At eskimoen har faat sin tro paa og navn for sjælen paa den vis, omtales senere. Overbevisningen om hans eget slegtskab med alle ting omkring ham blir nu end mere styrket ved en iagttagelse, som f. eks. den, at disse ligesom han selv har en skygge.

Men da urmennesket stilledes ansigt til ansigt med døden, maatte dette gjøre et mægtigt indtryk paa ham, og troen paa hans egen dobbelthed blev i endnu høiere grad bestyrket. Han saa, det var det samme legeme, den samme mund og de samme lemmer, forskjellen fra før var blot, at