194 ESKIMOLIV.
den, saa ialfald nær denne i næsten alle religioner, og saaledes ogsaa hos eskimoerne.
At de afdødes aander og særlig da de mer fremragende blandt dem som høvdingernes og fyrsternes efter haanden blev til guder, kan ikke synes unaturligt.
Hebræernes (il eller el), egypternes (nutar) og mange andre folks ord for Gud betød blot et mægtigt væsen og kunde anvendes saavel for helte som guder. Og ligesom der paa jorden var særlig mægtige mennesker, maatte der i aandernes verden være særlig mægtige aander, og disse blev da naturlig guddomme par excellence, som det fremfor alt gjaldt at dyrke. Paa den vis kommer vi tilslut til troen paa en Gud, i det øieblik der i aandeverdenen op rettes et absolut monarki.
Men ved siden af denne anedyrkelse laa der ogsaa et for de overtroiske forestillingers udvikling vigtigt moment i menneskets fremtrædende hang til at tiltro visse ting overnaturlig kraft, som paa det primitive standpunkt bruges til at afvende eller paavirke de afdødes magt, eller og til at skaffe andre fordele, og derfra har hele den udbredte amulettro og muligens for en del ogsaa fetisjdyrkelsen udviklet sig. Hvorledes troen paa amulettens magt kan opstaa, omtales senere.
Et vigtigt moment til opretholdelsen og udviklingen af de overtroiske forestillinger, naar disse først er opstaat, er naturligvis medicinmændenes (aandebesvergernes) eller presternes herredømme over sine medmennesker. Det var naturligt, at enkelte, og det de klogeste hoder, kom til at forstaa sig bedre paa de overnaturlige ting end de andre og at staa i et nærmere forhold til de afdøde. At de saaledes kunde hjælpe næsten, naar det f. eks. gjaldt at vende disses magt til en enkelts eller samfundets fordel,
