resten tillod husets kvinder ham ikke at gi sig ikast med bjørnen og sled derfor allesammen i ham for at holde ham tilbage, og jeg hjalp dem dermed. De løste allesammen (fruentimmerne) sine haartoppe og spredte haaret ud, forat bjørnen skulde tro, at de var mænd, og saaledes holde sig mere tilbage. Vore hedenske forfædre ansaa nemlig bjørnen for at ha menneskeforstand.
Da vi var bange for, at vor bjørn skulde finde paa at gaa ind til os gjennem tarmeskindsruden, maatte ogsaa jeg til at tænke paa et eller andet vaaben og spurgte i den anledning efter øksen; men den hadde de naturligvis udlaant til det andet hus, sagde de. Jeg fik idetsamme øie paa en fruentimmerkniv, som laa paa ipak’en[1] ved siden af tranlampen, og denne greb jeg saa tilligemed en træstump fra en kajakkjøl, hvilken jeg vilde binde til kniven som skaft; men ikke saasnart hadde jeg tat disse ting til mig, førend en bag fra raaber: «Giv hid — jeg har dog ganske anderledes kræfter end du!» Det var ingen anden end selve Mathæus’ datter, enken. Hun rev begge dele fra mig. Nu begyndte stueuret[2] at slaa elleve, og den pokkers bjørn saa ogsaa straks griskere ud. Jeg løb straks til for at stanse slagverket; men i min befippelse bar jeg mig galt ad og øgede tvertimod spektakelen, indtil jeg endelig kom saavidt til samling, at jeg fik loddet løst af og lyden dæmpet. Kvinderne sled endnu i Mathæus for at holde ham tilbage. Saa begyndte paa engang bjørnemelderens mor at trække sine bukser ned ligetil knærne og gik saaledes vaklende rundt paa gulvet, idet hun tillige flettede paa nogle straa. Dette var for at svække bjørnens kræfter, sagde de, og faa den til lettere at falde overende. Under dette slap imidlertid gamle Mathæus fra dem, og jeg efter ham, og kom ham paa siden, inden han endnu var kommen helt ud af husgangen. Han tyssede paa mig og sagde: «Vær stille — nu gaar den ned mod sjøen.»
Mathæus hadde sin rifle liggende i kajaken nede ved fjæren; og i det samme som bjørnen var kommen forbi kajaken, listede den gamle sig forsigtig krybende paa alle fire samme vei. Jeg blev staaende ved husgangen og saa derfra, hvorledes bjørnen med et vendte sig brølende mod ham; og jeg blev saa angst derover, at jeg flygtede over i det andet hus, hvor jeg i hastverket kom faldende ind ad døren. Mens jeg endnu laa og rodede paa gulvet, kunde jeg gjennem vinduet[3] se, hvorledes bjørnen og Mathæus ufravendt stirrede paa hinanden lige i aasynet, hver paa sin side af kajaken, Mathæus skjærende ansigter og bjørnen brølende med hele gabet aabent, færdig til at bide ham; men Mathæus satte foden haardt mod kajaken og lagde an uden at ta sine øine et øieblik fra bjørnens; og saa fyrede
- ↑ Ipak — en for det meste firkantet udbygning af briksen — er bestemt for lampen, der, som omtalt, staar paa en træskammel.
- ↑ Blandt de luksusgjenstande, som ved handelen paaføres grenlændeme, er ogsaa billige Nyrnberger- og Baselerure; og man kan træffe disse i landets mest afsides kroge.
- ↑ Dette sidder meget lavt i de egte eskimohytter.
