Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/192

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


han. Nu skyndte jeg mig ud og fik lige set, hvorledes han borede sællændseren i den. Derefter raabte han med høi røst op imod huset, at nu kunde de værsgo’ komme og faa deres ningek (flensestykke). De tilkaldte kvinder blev i iveren for at komme forbi hverandre næsten siddende fast i den snevre del af husgangen, som de tildels rev istykker. Da de kom ned til bjørnen, stak de allesammen hænderne ind i saargabet og drak blod deraf, idet hver især med det samme nævnede den del af dyret, hun ønskede sig som «flensestykke», og saa kom endelig turen til mig at drikke af blodet, som jeg ogsaa gjorde, idet jeg sagde, at jeg ønskede den ene skinke som andel; men hertil svarede man, at alt, som var lemmer, var allerede bortlovet, og at jeg desuden hadde forsømt at røre ved bjørnen, dengang jeg kom til stedet. Det var rigtig ærgerligt, at jeg ikke hadde husket paa denne omstændighed. Nu ilede bjørnemelderens mor afsted efter en kop vand og lod os allesammen ta en slurk deraf, skjønt ingen af os var tørstige; dette skulde være for at skaffe hendes søn jevnlig bjørneheld; og det med blodet hadde været for at vise hele bjørneslegten deres begjær efter den; og førend de gav sig ilag med flensningen, trommede de løs paa bjørnepelsen, idet de raabte: Du er fed, fed, deilig fed. Og dette gjøres af høflighed i den tro, at bjørnen virkelig skal være fed; men da vi lukkede op for vores, befandtes den at være en rigtig ualmindelig mager en.

Da hodet blev baaret i hus, fulgte jeg med, da jeg vidste, at der vilde bli foretat visse kunster med det. Den første var saaledes, at det blev sat paa kanten af lampeforhøiningen med ansigtet mod sydost, hvorpaa man stoppede munden og næseborene til med bundfald fra lamperne og andet fedt og tilsidst pyntede dets isse ud med alleslags smaating, saa som tilskaarne støvlesaaler, sagflis, glasperler, knive og andet. Retningen mod sydost sigter til den vei, bjørnene pleier at komme fra med storisen rundt om landets sydspids; moset i næseborene er for at hindre den bjørn, man vil fange, i at lugte menneskers nærværelse, og smørelsen i munden er for at gjøre den til behag, da den skal være en ynder af al slags brunet fedt; smaatingene, hvormed de pynter hodet, har hensyn til, at de tænker sig bjørnen som sendt i erende til dem fra deres forfædre for at skaffe dem disse ting; og da man regnede, at bjørnesjælen aldrig naadde hjem førend efter fem dages forløb, saa fortærede man heller aldrig hodet af sin bjørn førend efter denne tid, da ellers bjørnesjælen kunde dø underveis og smaatterierne til familien dermed gaa tabt; selv hullerne bag, hvor hodet er afskaaret, stopper de til for at hindre forblødning underveis. Jeg kalder nu alt dette her for afguderi; men hedningerne regnede i gamle dage, at baade alt levende og alt dødt hadde sin sjæl; men det er dog ikke noget, man maa blande sammen med menneskets udødelige sjæl. At nu folk hernede saa langt sydpaa endnu i vore dage saa længe efter kristendommens indførelse kan hænge ved enkelte af de gamles skikke, kommer deraf, at der næsten ikke gaar noget aar, uden at de kommer i berøring med hedningerne fra østkysten.