Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/190

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent

august maaned en stor ren, men skindet af den var saa tyndt, at jeg ikke lod det berede til kâk (ɔ: underlag til briksen). Da de kom 3 gange og spurgte om at kjøbe det, syntes jeg ikke længer om at si nei og solgte det saa. Jeg sa da til bestyreren, at jeg vilde kjøbe en rifle, og jeg fik da en udleveret. Da jeg hadde handlet, vilde jeg reise, da jeg længtede meget efter at komme hjem, men nordøstvinden tvang mig til atter at forbli en nat ved kolonien, da jeg ikke turde gaa forbi Kasigiánguit dels for vind, dels fordi jeg hadde saa meget, jeg skulde ha med indeni kajaken. Næste dags morgen, da jeg stod op, var veiret bedre og vinden stilnet af. Jeg reiste da over udstedet Kôrnok til min boplads.


Følgende fortælling fra Atuagagdliutit er betegnende for grønlændernes sterke overtro fremdeles og er af interesse ogsaa for næste kapitel. Den er oversat og sendt mig af fru Signe Rink.

«Endelig kommer jeg da med det, som jeg saa længe har tænkt at ville yde til «morskabslæsningen». Det er ikke stort ved det, jeg leverer, men det er altid noget, som jeg har set med mine egne øine. Det handler om de komiske skikke ved fangsten af en bjørn i visse sydlige egne, og som man almindeligvis ikke kjender noget til andensteds. Det var i aaret 1882—83 nede ved Augpilagtut indenfor Pamiagdluk.[1] Der staar to grønlænderhuse ved Augpilagtut. I det ene bodde der tre sælfangere med familie, og disse var Benjamin med tilnavn Akâtit, Isak eller Umangûjok og saa Morits; og i det andet var der Mathæus, som for det meste kaldtes Ulivkakaungamik eller den «fuldproppede» — efter et mundheld, som han selv hadde. Samme var over de sytti, men fangede ikke desto mindre ret ofte endnu; han hadde desuden mange gange været ganske alene om at fange bjørnen.

Saa var det da en søndag, hvor alle de andre fangere var gaat tilsjøs, at vi hjemmeværende holdt bøn i Mathæus’s hus, hvorefter Benjamins søn, som var den første, der efter endt gudstjeneste gik udenfor, straks kom styrtende ind igjen sigende: «Der staar en bjørn lige herudenfor og spiser af spækket.»

Jeg blev ligesaa forskrækket som paa en maade glad ved denne efterretning, hvorimod gamle Mathæus ligefrem skalv af henrykkelse og udbrød: «Tak for den, som melder slig god tidende; jeg maa straks ud og stikke bjørnen;» og idet jeg saa hen paa ham, trodde jeg ham ifærd med at udsøge sig et godt redskab, en lang kniv eller sligt noget; men det var saa langt fra det! Det vaaben, hvormed han hadde forsynet sig, stak neppe frem af hans lukkede haand. Hvad skulde dog dette forslaa ligeoverfor bjørnens skind og tykke spæklag, tænkte jeg. For-

  1. I nærheden af Kap Farvel.