hele tiden laa og drev gjøn med hverandre; da de endelig langt om længe taug stille, sov vi.
Da vi vaagnede næste morgen og hadde spist og drukket kaffe, fik jeg lyst til at gaa paa renjagt, fordi at veiret var godt, og fordi jeg ikke synes om at ligge stille. Da Peter sagde, at han endnu ikke hadde set ren, vilde jeg ha, at han skulde følge med mig, men da hans bøsse var vaad, vilde han ikke. Da det begyndte at bli op ad formiddagen, gik jeg, omendskjønt det var søndag den 7de oktober. Hvis jeg var ved min vinterplads Umanak, hadde jeg neppe gaat ud paa erhverv den dag, men jeg hadde saadan lyst til at skaffe de fire fremmede noget kjødmad, selv om det ikke blev andet end en hare.
Da jeg begyndte at gaa, erindrede jeg dagen, at helligdagen tilhørte Gud, vor herre, og jeg bad da uden at tvile: «Giv os idag vort daglige brød, med mere», gid dog at alle kristne, naar de gaar ud paa erhverv, uden at tvile vil bede saaledes. Jeg gik saa smaat op ad fjeldet, da jeg omtrent var kommen helt op, saa jeg ned i en kløft og mente da nede i denne kløft at se nogle sidde paa hug; da jeg mente, det var ren, blev jeg siddende nogen tid stille og se paa det, men da det slet ikke rørte sig, begyndte jeg at tvile paa, at min formodning var rigtig, og gik derfor lige ned for at se, hvad det kunde være; da jeg kom længere ned, begyndte flokken at løbe, deriblandt en stor buk med sine simler og flere andre. Jeg blev saa ærgerlig paa mig selv, at jeg sagde: «Jeg dumrian, at jeg ikke saa mig rigtig for, nu skadede jeg mig selv igjen ved min blindhed.»
De løb temmelig sterkt straks, stansede kort efter, jeg forholdt mig ganske rolig og holdt øie med dem, lidt efter løb de nedenom det fjeld, hvor jeg opholdt mig, da de var komne forbi mig, renkalvene tilsidst, gik jeg videre frem for at se, hvor de var, og saa dem da lidt nedenfor fjeldet paa den anden side; da de nærmede sig, simlen først, men den var temmelig langt borte, bukken bagefter, men noget nærmere mig, skjød jeg efter den, skjønt jeg hellere vilde ha hat simlen, og traf den, men kuglen brækkede kun dens bov, jeg ladede da anden gang, løb efter den og traf den da, saa den døde; de andre rener saa jeg ikke mere efter, fordi jeg ikke mente at kunne naa dem.
Da jeg hadde flaad dyret og gjemt endel af kjødet under nogle sten, pakkede jeg det, jeg vilde ta med mig, ind i skindet og gik da hjemefter uden at se efter, om der var flere ren i nærheden, noget foran min vei kom en stor hvid ren løbende og senere atter en meget stor, men jeg syntes, de var for langt borte til at skyde efter.
Da jeg kom helt ned af fjeldet, var det blit eftermiddag; da jeg kom i nærheden af teltet, tænkte jeg paa at affyre et skud, ligesom vi grønlændere pleier, naar vi har faat en stor ren, men da det var europæere, der var i teltet, og jeg ikke hadde meget krudt, opgav jeg det; der var ingen udenfor teltet, hvorfor jeg holdt mig rolig lidt. Peter
