Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/187

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

kom først ud af teltet, og da han saa mig, spurgte han mig, om jeg hadde faat en ren, da jeg bejaede dette spørgsmaal, gik han ind i teltet og fortalte paa bedste maade til dem derinde den nyhed, da de kom udenfor, blev de ved at stirre paa mig.

Jeg gik da helt ned til dem, og de blev meget, ja overordentlig glade, jeg gav dem den ene bov og sagde, de skulde koge den, desuden fik løitn. Dietrichson noget marv og tælle, fordi han var begyndt at holde saa meget af mig, da jeg hadde drukket kaffe og spist, fortalte den gamle lap, mens renkjødet kogtes, at han selv eiede 300 ren.

Skjønt det ikke var helt kogt, begyndte de allerede at spise af kjødet og sagde til Peter og mig, at vi skulde spise med af gryden, jeg gav dem noget mere kjød at koge; efterhaanden som det blev kogt, blev det erstattet med nyt kjød og saa fremdeles, indtil vi ikke kunde spise mere nogen af os.

Da vi lagde os til ro, begyndte de igjen at drive gjøn med hverandre; da jeg var meget træt og søvnig, sa jeg til Peter: «Nu skal de vel igjen bli ved med det gjøn, jeg er saa søvnig, de ved jo dog, det er helligdag idag; jeg sa da til dem: «Det er helligdag idag.»

Noget efter da de omtrent taug stille, begyndte Peter og jeg at synge salmer, forskjellige, som vi hadde lært, lidt efter taug de helt stille, og den yngre af lapperne begyndte da at synge salmer.

Da vi vaagnede, gik Peter og jeg ud for at hente resten af kjødet af min ren, da vi nærmede os teltet, begyndte himlen igjen at bli over trukket; vi bragte kjødet ned til vore kajaker, men saasnart vi var komne derned, kom lapperne derned, jeg gav dem da atter noget kjød til at koge og gik sammen med dem op til teltet. Senere fik de ryggen og halsen af rensdyret at spise.

Vi begyndte paany at bli kjede over at bli der, da det begyndte at regne, og der stadig væk ingen baade kom for at hente os; det, vi var mest kjede over, var vort fodtøi, skjønt vi hadde hver to par med os, var de begge par helt itu, saa at vi tilsidst maatte ta en umage kamik paa hver fod.

Vi begyndte da at tale om, at vi vilde se at komme ud af fjorden igjen, saasnart veiret blev godt; vi sagde da til europæerne, at vi iaften vilde sove i vore kajaker, da vi ikke syntes om at sove saa længe om morgenen, som de gjorde, da det ikke var sedvane eller skik blandt os grønlændere, da de ikke hadde noget særligt imod det, gik vi ned for at sove i kajakerne. Da vi vaagnede og gik op til teltet næste morgen, spurgte de, om vi hadde sovet godt, da vi svarede ja dertil, takkede de. Da vi om aftenen hadde spist, sagde vi godnat til dem og gik igjen ned for at sove i kajakerne, med det forsæt, hvis veiret tillod det næste dag at reise derfra, da vort fodtøi var altfor ubehageligt at bruge i den stand, som det nu var.

Veiret var næste morgen meget fint, med blaa himmel, og vi gjorde