skyde dem, men da vinden var for sterk, lykkedes det os ikke at faa dem paa skud, — indtil vi kom til bunden af fjorden, skjød atter nogle skud af, som heller ikke blev besvarede, hvorfor vi begyndte at frygte for, at vi ikke skulde træffe dem, vi søgte.
Kort efter mente vi dog at høre et skud, som vi antog kom fra Umiviarssuit, jeg sagde derfor til min medfølger: «lad os gaa iland her ved Umiviarssuit og først gaa hen og se den modsatte side af den store elv, om ikke de skulde være der, det kunde jo tænkes.»
Efter at ha trukket vore kajaker gjennem leret op til den faste jordbund, tog jeg brevet og min bøsse, Peter tog ligeledes sin med, forat vi kunde skyde signalskud; da jeg hadde skudt en gang (min medfølger Peters bøsse var nemlig blit vaad, saa den ikke kunde bruges), hørte vi endelig et skud paa nært hold og begyndte at se spor af store støvler; da vi nu ikke længere tvilede paa, at vi vilde træffe dem, vi søgte, begyndte vi at bli i godt humør, navnlig fordi vi rimeligvis vilde faa lapperne at se. Efterhaanden som vi kom længere frem, mødte vi spor af grønlændere, vi hadde trod, vi skulde ha været de første grønlændere, der kom til dem, men som vi senere fik at vide, var vi komne blot lidt senere end to andre grønlændere, lidt efter saa Peter et telt og menne sker gaa udenfor. Mens Peter raabte hurra, skjød jeg med min bøsse, af glæde, — vi søgte efter den bedste vei at komme ned til teltet paa og blev da tilraabt paa grønlandsk «Amuinak» (ↄ: gaa lige ned). Vi gjenkjendte da de to grønlændere, det viste sig at være de to brødre Terkel (forstanderen) og hans yngre bror Hoseas fra bopladsen Sardlok, de var netop komne derind for ogsaa at bringe proviant. Vi saa de to nordmænd og to lapper nyde et maaltid og drikke kaffe af det, der var dem sendt, de hadde dækket bord, benyttende en af deres slæder som bord.
Da vi kom hen til dem, rakte jeg brevene til en af dem, da han hadde faat dem, gav han dem straks til den, der sad længst borte fra ham (ↄ: kapt. Dietrichson).
Endelig saa vi da lapperne, som vi hadde længtes efter, vi blev forundrede over deres klædedragt, fordi den slet ikke lignede den dragt, som vi pleier at se europæerne herover ha paa, deres fodtøi lignede skøiter, spidsen af fodtøiet var meget bøiet, det ene par støvler hadde saaler paa, som lignede grønlændernes saaler paa fodtøi, den anden lap, den ældre, hadde fodtøi af benene af rensdyr, ligeledes spidsen meget bøiet, ligeledes hadde de benklæder af rensdyrben, som sad meget stramme paa dem, de hadde indenfor underbukser, hvide uldne, i deres frakker hadde de mange lommer, hele foret af frakken benyttes som gjemmested; de hadde halstørklæder, hvori der i hver ende var lommer (gjemmested).
Den yngre, Samuel Balto, hadde en høi lue med fire hjørner, hvori der var fjær, med et stort bredt rødt baand om midten, den ældre, Ole
