godt veien til Ameralikfjorden, da de fire europæere, som er derinde, er til at beklage, skal Du og bestyrerens kajakmand Peter gaa derind for at bringe dem proviant, skynd dig lidt at gjøre dig istand til at reise.» —
Da jeg, som fortalt, netop var kommen hjem, hadde jeg straks ingen synderlig lyst til atter at reise, men jeg bestemte mig dog til det tilsidst.
Det regnede meget sterkt, da klokken var fire om ettermiddagen, og jeg hadde drukket kaffe, gik jeg, mens jeg ventede paa brevene, ind i bestyrerens besætnings telt for at høre noget nyt, baadstyreren fortalte mig da, at to af denne expedition var lapper, jeg hadde jo nok, mens jeg gik i skole, hørt noget om, at der existerede et folkefærd, der hed lapper, men deres sedvaner og skikke vidste jeg ingen besked om.
Da brevene var færdige, og vi (Peter og jeg) hadde fyldt vore kajaker med proviant, spiritus osv., reiste vi afsted for om muligt at naa loddepladsens hus inden natten, da det regnede for sterkt til at ligge under aaben himmel, og der ingen større stene var med huller under, hvor vi kunde sove under.
Da det begyndte at bli mørkt, kom vi dertil, gik da ind i huset, da taget var utæt, dryppede regnen sterkt ned i huset; jeg hadde heldigvis en kaffekjedel og en underkop med mig, underkoppen benyttede vi som lampe og lagde os til at sove, saa godt vi kunde.
Om morgenen lagede vi kaffe og reiste saa derfra, da det blev lyst.
Da vi kom til Itivdlek, bar vi først den medbragte proviant m.m. over land til den modsatte side af, hvor vi var landede, dernæst tog vi vore kajaker paa hodet og gik med dem over landet for at spare at ro udenom dette land. Vi hadde ventet at naa bunden af Ameralikfjorden inden aften, men da sydvestvinden blæste mer og mer op, og sjøen reiste sig, naadde vi kun til Kingak’s nordside, da jeg ikke turde gaa udenom Kingak’s næs, fordi jeg ikke tilstrækkeligt kjendte, hvorledes det var at passere i sterk blæst, og fordi jeg vidste, at der ikke i nærheden af næsset var noget sted, hvor vi kunde lægge til, hvis blæsten blev for sterk.
Vi fandt der en større hule under en sten, hvor vi da krøb ind og sov der.
Da det begyndte at bli lyst, og det var nogenlunde stille veir, reiste vi derfra efter først at ha drukket vor sidste kaffe; efter nogen tids roning kom vi endelig forbi det næs, jeg var mest bange for, rodde derefter indover; da min medfølger aldrig hadde set denne vei før, fortalte jeg ham om navnene paa de forskjellige fjelde, og hvilken vei vi pleiede at gaa, naar vi gik paa renjagt.
Vi vidste ikke noget bestemt om, hvor disse mennesker opholdt sig, jeg tænkte mig som mest sandsynligt, at de opholdt sig paa en af teltpladsene i bunden af fjorden, da vi derfor satte over fjorden og kom lidt udenfor Ivigtussok, affyrede vi flere skud, men de blev ikke besvarede; vi rodde stadig videre — og traf da to sælhunde, vi forsøgte at
