Fortælling
om de europæere, der har gjennemfaret Grønland fra øst til vest over
indlandsisen, samt deres ankomst til Ameralikfjorden og Godthaab (skrevet af Silas fra Umanak).
Jeg vil først fortælle om vor reise til Korkuk: vi grønlændere, som bor i fjordene, er meget ivrige med at passe vore rævefælder, fordi vi ved salget af skindet faar endel penge mellem hænderne. I slutningen af september reiste vi, fire mand sterk, ind til Korkuk, nemlig jeg, Peter, David og min pleiesøn Conrad, sidstnævnte fik nemlig i mai maaned gjennem forstanderskabet anskaffet sig en kajak. Da vi kom til Korkuk, gik David og jeg den næste dag paa renjagt, Peter og Conrad for at tilse rævefælderne, saa endel spor, men ingen dyr, da det tilmed saa ud til regnveir, vendte vi saa smaat hjemover den neste dag, da vinden stilnede af, gik David og jeg tværs over fjorden, vi saa en ringsæl dukke op, forfulgte den, men skjød feil af den flere gange, da der var endel sjøgang, da vi ellers ingen sæl saa, gik David fra mig hen til de to andre paa den modsatte side af fjorden, hvorimod jeg blev ved at gaa midt over fjorden; da jeg nærmede mig vor boplads og var kommen forbi et lidet næs, lagde jeg merke til, at der nedenfor husene laa en træbaad. Før vi reiste, hadde jeg hørt, at missionærens ventede besøg af bestyreren fra Godthaab, naar han hadde været ved Kornok; det var ganske rigtig ham, der var ankommen; da jeg lagde til ved strandbredden, opdagede jeg to kajaker, som kun var trukne lidt op over høivandsmerke; det viste sig at være to postmænd i semenaristernes kajaker.
Ligesom jeg var kommen ud af min kajak, kom min pleiesøn ned i strandbredden til mig og fortalte mig, at de, der hadde gaat over indlandsisen fra øst- til vestkysten, var lykkelig ankomne til Ameralikfjorden, fire af dem var dennde i fjorden endnu, to af dem var komne til Godthaab i en baad, laget af tøi.
Da jeg hørte dette, blev jeg meget forbauset og sagde da straks: «blot jeg dog hadde mødt dem i sommer, da jeg var paa rensjagt ved Kapisilik,» (vi hadde nemlig hørt noget om, at der var nogle, der vilde forsøge at gjøre denne reise over indlandsisen). Dernæst sagde jeg: «hvorledes har de dog baaret sig ad med at reise fra Ameralikfjorden til Godthaab i en tøibaad, hele veien er der jo bare steile og utilgjængelige fjeldskrænter? det er meget besynderligt, den vei vilde vi grønlændere ikke ha tilbagelagt i et sligt fartøi.»
Jeg gik da op i mit hus, trak min skindpels og benklæder af og begyndte at spise, kort efter bankede børnene paa ruden og sagde, at Otto (missionæren) kaldte paa mig. Jeg skyndte mig da at trække mine benklæder paa igjen, men børnene raabte da ind af vinduet til mig, at Otto var ved at gaa ind i mit hus, da det vilde ta for lang tid at trække min anorak paa, gik jeg ud i skjortærmerne og traf ham da ved siden af min husgang; idet jeg kom ud, sagde han til mig: «Du kjender jo
