ganske naturligt, at grønlænderne trods deres merkelige modstandskraft mod fremmede ord mer og mer optar de danske talord selv for de lavere tal. Ved hjælp af dem kan de nu endog gaa over hundrede, som de kalder untritigdlit, men jeg har en mistanke om, at de fremdeles har vanskelig for at danne sig et bestemt begreb med et saa høit tal. Tusen kalder de tusintigdlit.
Denne primitive eskimoiske tællemaade svarer til, hvad vi finder hos de fleste naturfolk, idet hænderne og tærne jo har været de naturligste redskaber at anvende til dette brug; selv vore forfædre har nok talt paa en lignende maade. I al sin ufuldkommenhed er dog dette et stort skridt fremad fra de australianske stammer, som ikke kan tælle længer end til 3, ja endog bare til 2 og kun kjender: en, to, mange. At eskimoernes forfædre ligesom alle andre folks ogsaa engang stod paa det trin, tyder deres oprindelige grammatik paa, idet der deri findes singularis, dualis og pluralis — altsaa det samme som i gotisk, græsk, sanskrit, de semitiske sprog og mange andre.
Eskimoernes stedsans og anlæg for topografi er alle reisende enige om at berømme. Da kaptein Ommaney 1850 bad en eskimo fra Kap York at tegne kysten, tog han en blyant, en tingest, han aldrig før hadde set, og ridsede kystlinjen langs Smith Sund fra sit fødested og nordover med en forbausende nøiagtighed, idet han antydede alle øer, mer betydelige berg, isbræer og fjelde og nævnte navne paa dem alle. Til kapt. Holm bragte de hedenske indfødte et kart over østkysten nordover fra Angmagsalik, som de hadde skaaret i træ.
Grønlænderne har efter min mening utvilsomme kunstneriske anlæg, og naar deres kultur desuagtet er lidet udviklet i den retning, tror jeg, det maa tilskrives den haarde
