kamp for tilværelsen, som ikke har levnet dem tid nok. Deres kunst[1] bestaar væsentlig i udsmykning af vaaben, redskaber og klædningsstykker med mønstre og figurer, udskaarne i ben og træ, eller broderede i skind. Figurerne fremstiller ofte dyr, mennesker, konebaade og kajaker, men er mer anlagte paa at virke dekorativt eller symbolsk end paa at være tro efterligninger af naturen, idet de som regel har antat rent traditionelle former. Enkelte er ogsaa af religiøs betydning og fremstiller f. eks. tôrnârssuk — en af deres aander eller overnaturlige væsener. Naar de virkelig tilstræber at efterligne naturen, kan de vise en sjelden formsans og dygtighed, hvilket man vil kunne overbevise sig om ved at se de merkelige afbildninger, kapt. Holm gir af dukker og legetøi fra østkysten.
Vaaben og redskaber har sikkert været noget af det første, den menneskelige kunsttrang gik ud over, men endnu tidligere var muligens det menneskelige legeme selv gjenstand derfor. Levninger af denne tidlige kunstform findes ogsaa hos eskimoerne, idet kvinder søger at forøge sine yndigheder ved geometriske linjer og figurer, som de frembringer i ansigtet eller paa bryst, arme og ben ved at trække senetraad, sværtet med lampesod, gjennem huden.
Merkelig nok synes billedskrift, som mange mener delvis har dannet kunstens udgangspunkt, ikke at ha været kjendt af grønlænderne, hvis da ikke de symbolske figurer i deres ornamenter skal tillægges nogen saadan betydning. Det eneste forsøg paa virkelig billedskrift, som jeg har kunnet opdage hos dem, synes ikke paafaldende talentfuldt; det var et brev til Paul Egede fra en angekok, som slet
- ↑ Det vigtigste bidrag til kjendskaben derom i dens oprindelige tilstand findes i kapt. Holms betydningsfulde beretning om eskimoerne ved Angmagsalik. Med. om Grønl. Hefte 10, side 148 f. og tavler.
