lærer at behandle og regne ordentlig med brøk; de fleste har allerede nok med addition og subtraktion af hele tal, for ikke at tale om division og multiplikation. De ufuldkomne evner i den retning har sikkert sin rod langt tilbage i tiden. Det eskimoiske sprog har, som de fleste natursprog, et lidet udviklet talsystem, idet der ikke er ord for mer end fem, og de tæller paa fingrene: 1 atausek, 2 mardluk, 3 pingasut, 4 sisamet, 5 tatdlimat, hvilket sidste antagelig har været det oprindelige ord for en haand. Skal en eskimo høiere op, klarer han sig paa den vis, at han for seks siger den første finger paa den anden haand (arfinek eller igluane atausek), for syv den anden finger paa den anden haand (arfinek mardluk) osv. Men kommer han nu til ti, har han altsaa ikke flere hænder og maa derfor til med fødderne, 12 heder saaledes to tær paa den ene fod (arkanek mardluk) osv., 17 to tær paa den anden fod (arfersanek mardluk) osv. Saaledes kan han klare sig helt frem til 20, som han kalder et helt menneske tilende (inuk nâvdlugo). Her stanser mange eskimoers matematiske begreber, men rigtig framifraa hoder kan tælle endnu længer og siger for en og tyve en paa det andet menneske (inûp áipagssâne atausek) osv. Otte og tredive blir f. eks. tre tær paa det andet menneskes anden fod (inûp áipagssâne arfinek pingasut), firti blir det andet menneske tilende (inûp áipagssâ navdlugo) osv. Slig rækker man frem til 100 eller det femte menneske tilende, men nu kan selv den mest fremragende eskimo ikke komme længer med sit sprog.
Dette er, som det vil forstaas, en noget tungvindt maade at udtrykke sig paa, hvis man ofte skal tumle med saa høie tal som over tyve, hvilket der sjelden var brug for før deroppe, men som indførelsen af penge og handel nu desværre har gjort mer almindelig. Det er derfor
