Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/160

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
153
MORAL.

mangfoldige Mennesker ved det, for os uhørlige Jordskiælv, som du melder i et Øieblik har ødelagt flere Mennesker, end vort hele Land eier. Jeg kan ikke skrive, hvor bevæget jeg blev herover, og hvor forskrækkede vi bleve tillige, saa at mange flyede fra det Sted, de boede, til et andet, som var ligesaa usikkert, skiønt det var Klipper; thi vi see hos os, at og de ere revnede fra Toppen ned i Afgrunden, naar det er skeet, veed ingen af os. Klipper af Kampesteen, som vort Land bestaaer af, og Sandbakker, som eders Land, ere lige lette at ryste hos Gud, i hvis Magt det staaer altsammen, vi smaae usle Dyr ere let skiulte deri. Du lader mig vide, at Vinteren hos Eder har hverken havt Snee eller Kulde, og slutter, at den derimod maae have været desto stærkere hos os; men vi har havt en usædvanlig mild Vinter. Aarsagen til saadant mildt Veir, hører jeg, at eders Lærde meene ere de varme Dunster, som kom af Jorden ved Jordskiælvet, som har opvarmet Luften og smeltet Snee-Materien. Men dersom jeg ikke havde hørt, at de Lærde havde sagt det, saa havde jeg meent, at den Varme af Jorden forslog kun lidt til at opvarme den høie og brede Luft, ligesaa lidt som et Menneskes Aande kunde varme et stort Huus, ved at puste engang ind, og saa gaae ud igjen. De sydlige Vinde, som altid ere varme, og bestandig har blæst hos os i Aar, ere Aarsag, at her ikkun har været maadelig Kulde, men hvorfor det har blæst Synden Vind, det veed jeg ikke, maaske de Lærde ikke heller. Ere de ynkværdige omkomne mennesker dræbte af Heden, eller har Jorden opslugt dem, eller ere de rystede til døde? Skipper B. meente at deres egne Huse vare faldne over dem, og havde slaget dem ihiel. Det lader som det ikke gaaer eders Folk meget til Hierte; thi de ere ikke allene fornøiede og glade, men de fortæller, at de tvende Nationer, som fare her paa Hvalfiske-Fangst,[1] ikke af eders Land, men dog eders Medtroende slaaes og skyder hinanden ihiel baade til Lands og Vands, gaae paa Jagt efter hinanden, ligesom vi efter Sælhunde og Reensdyr, stiæler og borttager Skib og Gods fra hinanden, og fra dem, som de aldrig har seet eller kiender, allene for deres Overherre vil saa have det. Da jeg spurgte Skipperen ved en Tolk om Aarsagen til saadan Umenneskelighed, svarede han, at det var om et Stykke Land tvert over for vores,[2] saa langt borte, at dertil behøves tre Maaneders Seilads. Jeg tænkte da, at de havde Mangel paa Land, at boe paa hos sig selv; men han sagde nei! det var kun de store Herrers Begiærlighed til fleere Folk og mere Rigdom. Jeg blev saa fuld af Forundring over den Begiærlighed og saa forskrækket, at det og skulde ramme os, at jeg nær havde mistet min Siel, men jeg blev igjen strax glad, du kan neppe giette hvorfor, jeg tænkfe strax paa vort sneebedækket Land og fattige Indbyggere, og sagde ved mig selv: Gud ske Lov! vi ere fattige og eie intet, som disse graadige

  1. Det skulde altsaa være hollændere og engelskmænd.
  2. Det er altsaa Amerika.