fangere og har sønner, kan de endog ha stor indflydelse og anses som husets overhode. En kvinde, som har dygtige sønner, kan ogsaa bli behandlet med ærbødighed, selv om hun blir meget gammel. Er hun enke, blir hun særlig indflydelsesrig, idet hun da gjerne styrer huset, saa længe hun lever, og sønnekonerne maa finde sig i hendes forordninger. Men blir folk ellers saa gamle, at de ikke kan gjøre synderlig nytte for sig, behandles de mindre hensynsfuldt, særlig kvinder. Ja, undertiden undser de yngre sig endog ikke for at gjøre ligefrem nar af dem, og heri finder de gamle kroker sig med stor taalmodighed, som om det nu engang er verdens gang.
Forat læseren selv skal kunne danne sig en mening om en oprindelig eskimos moralske tankesæt, tror jeg, nedenstaaende brev fra en grønlænder til Paul Egede[1] vil være af interesse. Det gjengis her, fordi det i flere henseender støtter mine anskuelser, og Egedes bog «Efterretninger om Grønland», hvori denne oversættelse er meddelt (side 230—236), er nu vanskeligere tilgjængelig. Brevskriveren var en hedning, som var bleven døbt af Paul Egedes far, Hans Egede. Brevet, som naturligvis var skrevet paa eskimoisk, røber foruden en forbausende moralsk synsmaade ogsaa skarp forstand og følelser, hvilke man sikkerlig, som Paul Egede siger, ikke skulde vente «af et saa dumt Folk, som man hidindtil har anseet dem for.» Det er, som det vil ses, svar paa et fra Egede og lyder saaledes:
- «Elskværdige Pauia![2]
«Du veed selv, hvor kier og behagelig din Skrivelse er mig, men hvor blev jeg forskrækket, da jeg læste den store Undergang paa de
