Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/161

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
154
ESKIMOLIV.

Kablunakker (saaledes kalde de alle Fremmede) kan begiære; det vi har oven paa Jorden, skiøtter de intet om at eie, hvad vi skal have til Klæde og Føde, svømmer i det store Hav, deraf maae de gierne tage saa meget, som de kan faae, der bliver altid nok for os, naar vi have saa meget Mad, vi kan æde, og saa mange Skind vi kan forvare os med mod Kulden, saa ere vi fornøiede, og du veed selv, at vi lader den Dag i Morgen sørge for sig selv. Vi vil altsaa ikke føre Krig med nogen derom, om vi end vare mægtige dertil, endskiønt vi kan ligesaa vel sige, det hører os til, som de Troende i Østen kan sige om de Vantroende i Vesten, at de og det, de eier, er deres. Vi kan sige, det er vort Hav, som rører ved vort Land, det er vore Hvalfiske, Kasselotter, Springere, Enhiørninger (ɔ: narhvaler), Hvidfiske, Sælhunde, Helleflynder, Lax, Torsk og Ulker, som bevæges deri, men vi unde gierne andre, at tage af den store Forraad saa meget, som de lyster. Vi ere saa lykkelige, at vi ikke har saa stor en naturlig Begiærlighed, som de. Jeg har tidt forundret mig over de Kristne, og ikke selv vidst, hvad jeg skulde tænke om dem, de forlade deres eget skjønne Land, og lider meget Ondt i dette for dem haarde og fæle Land, allene for at giøre os til skikkelige Mennesker, men har du vel seet saa meget Ondt af vor Nation, har du vel hørt saadan forunderlig og ret afsindig Snak hos nogen af vores? Deres Lærere undervise os, hvorledes vi skal undgaae den Dievel, som vi aldrig har kjendt, og de overgivne Matroser beder med den største Alvorlighed, at Dievelen vil annamme dem og splidde dem ad. Du erindrer nok selv, at jeg i min Ungdom lærte saadanne Talemaader af dem, for at fornøie dem, uden at vide, hvad de betydede, førend du forbød mig at bruge dem, siden jeg har lært at forstaae dem selv, har jeg hørt mere end jeg vilde høre. Især har jeg i dette Aar hørt saa meget tale om de Kristne, at om jeg ikke af den lange Omgang havde kiendt mange gode og skikkelige, og Hans Pungiok og Arnarsak, som har været i eders Land, ikke havde fortalt, at der var mange fromme og dydige Mennesker, saa havde jeg ønsket, at vi aldrig maatte seet dem, at de ikke skal fordærve vort Folk. Du har vel mere end engang hørt, at mine Landsmænd troede om dig og dine, at I vare opdragne til den Skikkelighed i vores Land, og naar de har seet et fromt Menneske iblandt eders, saa sige de gjerne, han er ligesom et Menneske eller Grønlænder. Du erindrer nok den lystige Okakos Indfald, at sende Hexemestere ɔ: Angekkoker til eders Land, for at lære dem til at blive skikkelige Mennesker, ligesom eders Konge har sendt Præster hid, for at lære os, at der var en Gud til, som vi før ikke vidste; men jeg veed, de mangler ikke Underviisning derfor nytter det Forslag ikke. Det er underlig nok, min kiere Pauia! eders Folk veed der er en Gud til, alles Skaber og Opholder, at de efter dette Liv, enten skal blive lyksalige eller ulyksalige, ligesom de har opført sig til, og dog leve de, ligesom de havde Ordre til at være onde, og at det var til deres Fordeel og