sig for. At forklare oprindelsen til denne morallov er meget vanskeligt. Uagtet jeg har videnskabelige autoriteter mod mig, forekommer det mig ikke umuligt, at det kan være troen paa, at egteskab mellem nære slegtninge frembringer svag afkom, som for en del ligger til grund. En saadan tro finder vi ialfald i dens snevreste begreb næsten hos alle folk i form af sky for blodskam. Vistnok mener flere moderne forskere at kunne bevise, at giftermaal mellem slegtninge ikke er uheldigt; men berettiget eller ikke berettiget, saa er dog faktum, at en slig tro har kunnet opstaa, og har først troen været der, vil loven komme af sig selv. At den, som f. eks. hos grønlænderne, gaar saa langt som til at gjælde alle paa pladsen boende, er let forklarligt med deres ovenfor omtalte skikke, som gjør, at de ikke kan være sikre paa, hvem som ikke er halvsøskende.
I flere henseender staar den hedenske eskimos moral gjennemgaaende høiere end den, man finder i de fleste kristne samfund. Da jeg allerede i kap. 7 har antydet dette, skal jeg her kun minde om deres opofrende næstekjærlighed og deres hjælpsomhed mod hverandre, hvortil der i vort samfund sandelig ikke findes sidestykke.
Men eskimoens kjærlighed til næsten gaar endog saa vidt, at han kan afholde sig fra at lyve paa ham, ja han taler i det hele nødig ondt om ham, særlig hvis det er hans nabo; sligt stemmer ikke med hans fredsommelige og velmenende sindelag. Som før omtalt, synes kvinderne ikke at være fuldt saa paalidelige i denne henseende, men dette paastaas jo at være en ikke ualmindelig kvindelig svaghed.
Eskimoens ærbødighed for de gamle er ikke meget fremtrædende. Saalænge de kan gjøre nytte for sig, hædres de vistnok, og har de i sine yngre dage været gode
