kvinderne likte ikke mændene, som rimeligt kan være, og en mand, hvis to koner var kommen i totterne paa hinanden, sagde forbitret til Niels Egede: «Du haver fordærvet dem med din Læsning, og nu ere de jaloux paa hinanden.» Det forekommer mig, at mandens harme var berettiget; hvad vilde vi sige, om grønlændere kom til vort land, trængte ind i vore huse og prækte sin sædelighedsmoral for vore hustruer?
Ifølge eskimoisk opfatning er det utilladeligt at gifte sig med sit søskendebarn eller med nogen nær slegtning, ja ikke engang to pleiebørn, som tilfeldig er bleven opdragne sammen, kan giftes. Helst skal bruden hentes fra en anden plads.
Denne lov svarer altsaa til det saakaldte exogami eller forbud mod at gifte sig med formodede blodsforvandte med samme familienavn eller endog tilhørende samme clan (hos kinesere), gotra (hos hinduer) eller gens (hos romerne?) som under lidt forskjellige former findes hos hinduer, kinesere, i den græske kirke, tidligere i den katolske, tildels hos slavonerne, hos indianere o. fl. a. Om romerne siger Plutarch, at de tidligere lige lidet giftede sig med kvinder der var i slegt med dem, som de nu gifter sig med tanter og kusiner. Vore egne forfedre har vel engang langt tilbage i tiden hyldet exogami, som imidlertid danner en sterk modsætning til den hos os nu almindelige opfatning, at giftermaal netop bør ske med folk fra samme bygd, ja helst med nære slegtninge, endog med søskendebørn. I det hele synes det for en del at være saa, at det videste, mest omfattende forbud mod giftermaal findes hos vilde folk, mens derimod det mest indskrænkede er moderne og civiliseret. Exogamiet skulde saaledes være en overlevering fra barbariet, som vort folk i høi grad har frigjort
