grønlændere synes heller ikke altid at ha nogen overdreven respekt for det sjette bud, og der foregaar i saa henseende noksaa mange uregelmæssigheder.
Denne moral finder vi naturligvis ved første øiekast at være meget daarlig; men det er ikke derfor sagt, at den er saa for eskimoen. Vi bør i det hele være lidt forsigtige med ud fra vort syn straks at fordømme anskuelser, som gjennem mange generationer og megen erfaring har udviklet sig hos et andet folk, om de end staar i aldrig saa megen strid med vore.
Opfatningen af det gode og rette er saa yderst forskjellig her i verden. Jeg kan bare som eksempel nævne en eskimojente, som da Niels Egede engang talte om kjærligheden til Gud og næsten, sagde til ham: «... Jeg har viist Prøve paa at jeg har elsket min Næste, thi een gammel Kone som var syg, og ikke kunde døe, bad mig, at jeg for Betaling vilde lede hende til den stiegle Klippe, som de alletider styrter sig ned, naar som de ere Kiæd af at leve, men jeg som alletider elsker mine Folk, lede hende derhen foruden Betaling, og styrte hende ud for Klippen.» Egede mente, det var slet gjort, og sagde, at hun hadde dræbt den anden. «Hun sagde ney; men at hun havde stor Medynk med hende og efter hun var falden ned; græd hun derover.» Skal nu dette kaldes en god eller en ond gjerning?
Da samme Egede en anden gang talte om, at Gud straffede onde mennesker, sagde en eskimo, at han ogsaa var af dem, som straffede de onde; thi han hadde slaat ihjel tre gamle kjærringer, som var hekser.
Den samme forskjel i opfatningen af det gode gjør sig ogsaa gjældende ligeoverfor det sjette bud; høiere sætter eskimoen det, som heder, at I skulde udbrede eder og
