sig altsaa meget fra den germaniske kvindes. Grunden er vel den, at mens arven og slegtens vedligeholdelse og stamtræ har spilt en stor rolle for germanerne, er dette af ringe betydning for eskimoerne, som liden eller ingen arv har, og for hvem hovedsagen er, at der kommer børn.
Angaaende den omtalte leg paastaar dog Dalager, at den skal være meget sjelden, «og er det da at mærke, at aldrig nogen Ægte-Kone, som lykkelig føder Børn, lader sig debauchere.»
Enker og fraskilte koner mener han derimod ikke tar det saa nøie; mens man meget sjelden skal høre, siger han, «at en Pige bliver besvangret, saa seer man derimod Qvinder, at avle lige saa mange Børn, som rette Ægte-Koner. Tilrettesættes de derfor, endogsaa af deres egne Lansmænd, svare mange: At det skeer ikke af Løsagtighed, men af en naturlig Lyst, til at føde Børn, hvorover de forføre mangen ærlig Mand.»
Paa østkysten synes de giftes moral efter vore begreber heller ikke at være særdeles god. Jeg har saaledes omtalt, at mændene ofte bytter koner; det sker dog bestemte mænd imellem, og en mand liker som regel ikke, at hans kone omgaas andre end den, han har laant hende til; selv vil han imidlertid ha fuld frihed. Mens de bor i hus om vinteren, leger de ofte en konebytte- eller lampeslukningsleg, som ligner den ovenfor omtalte, og hvorved lamperne slukkes; men her kan ogsaa de ugifte være med. Holm siger, at «en god Vært lader altid Lamperne slukke om Aftenen, naar der er Gjæster i Huset».
Denne leg er nu forsvundet paa vestkysten. At den ikke undtagelsesvis kan forekomme paa steder, hvor prest eller andre autoriteter har vanskeligt for at opdage det, tør jeg dog ikke indestaa for; thi gifte kristne
