som neppe længer passer for dem, at «løsagtigheds Synd, ere vel Grønlænderne hengivne til, dog ikke i den Grad, som andre Nationer,» siger om pigerne, at de «i deres første moedne Aar, stille sig ogsaa meget kydske an, thi ellers forspilde de gandske vist deres Lykke, at komme i Ægtestand med en Ungkarl.»
Blandt hedningerne paa østkysten synes det ikke nu at tas saa strengt; thi Holm oplyser, at «det ansees ikke for nogen Skam, at en ugift Pige faar Børn.»
Den strenge moral, som gjaldt for de unge ugifte jenter og gutter paa vestkysten, synes dog ingenlunde længer at ha været hævdet, naar de først blev gifte; da hadde ialfald mændene den mest ubundne frihed. Egede siger, at han længe ikke kunde «fornemme at Mændene holdt sig til andre Qvinder end deres egne, eller Ovinderne til andre Mænd; men omsider fornam vi dog, at de ikke regner det saa nøye i saa Fald.» Han beskriver bl. a. en merkelig leg, hvorved «Mænd og gifte Qvinder samler sig til sammen, som til et Assemblée.» Her traadte mændene efter tur frem paa gulvet og sang til lyden af en tromme viser til kvindernes og kjærlighedens pris, og der skulde være fuld frihed uden undseelse for alle tilstedeværende. «Men til denne Leeg komme ikke de Unge og Ugifte, hos hvilke der er større Blufærdighed; Gifte Folk mene de, staar sligt vel an, uden at blues derover.»
Egede siger ogsaa, at kvinderne i særdeleshed holder det for en lykke og ære, at komme i forhold til en angekok ɔ: «deres Propheter og høylærde Mænd», «ja mange Mænd seer det self gierne og giver Angekkok en Betaling derfor, at de skal sove hos deris Koner, helst om de ikke selv kan faae Børn med dem.»
Eskimokvindernes frihed i denne henseende adskiller
