vorde frugtbare. Dette har han jo saa meget mer grund til, som hans rase af naturen er lidet frugtbar.
Lig mange andre folk fandt eskimoen det meget forunderligt, at det ikke skulde anses som særlig udmerket, at en mand hadde mere end en kone. Hos dem steg anseelsen med antallet af koner, og af den grund fandt de mer fornuft hos det gamle testamentes patriarker end hos os. Forøvrigt er jo dette en anskuelse, som vi vil finde hos vore egne forfedre lige til langt op i den historiske tid.
Da Paul Egede engang irettesatte grønlænderne for deres polygame tilbøielighed, priste en af dem sin kone meget for hendes «gode Gemytte, at hun aldrig var vred, fordi han elskede fremmede Qvinder.» Egede sagde, «at Fruentimmerne i vort Land ei taalte, at deres Mænd holdte af andre; de vilde jage dem paa Døren. Det er ei Roes for eders Fruentimmere, sagde han, at de ville have deres Mænd allene, og være Herrer over dem; hos os lastes de.»
I denne henseende tænker de mindre ideelt og mer rent praktisk end vi. Ser vi f. eks. hen til deres konebytning eller deres behandling af ufrugtbare kvinder, da forekommer deres seder os noget løsslupne; men disse er jo væsentlig beregnede paa at bringe afkom, og erindrer vi, hvilken stor betydning dette har for dem, vil vi maaske fælde en lidt mildere dom.
Føder en grønlænders kone ikke børn, er jo hans egteskabs hovedformaal ikke naad, og det er ham derfor ganske naturligt at forsøge paa at faa dette afhjulpet. Da en ung mand, hvis kone ikke hadde børn, engang til bød Niels Egede et ræveskind for, at han enten selv skulde hjælpe ham eller befale en af sine matroser at gjøre det,
