paa det halvandet hundrede aar, siden vi slog os ned i landet, er blit i den grad opblandet med europæisk blod, at man nu har yderst vanskelig for at finde en ublandet eskimo paa hele vestkysten.[1] Og dette til trods for, at europæernes antal i landet udgjør en liden brøkdel af de indfødtes, nogle faa hundrede mod 10 000.
At europæernes tilbøielighed til forgaaelser i denne retning ikke har tjent til at gjøre deres prester arbeidet med hævdelsen af dette bud lettere, maa forekomme selvsagt. Min og sikkert nok den almindelige erfaring er ogsaa, at grønlænderinderne ved kolonierne, hvor der er mange europæere, er langt mere letfærdige end ved bopladse, hvor ingen europæere findes. Som eksempel vil jeg nævne, at kvinderne ved Sardlok, Kornok, Kangek og Narsak gjennemgaaende gjorde et bedre indtryk end kvinderne i Godthaab og Nyhernhut, hvor de ofte opførte sig det modsatte af afvisende overfor de unge mænd, de likte.
Det synes, som moralen i denne henseende har været betydelig bedre blandt hedningerne, før europæerne kom til landet. Selv Hans Egede, som dog ellers ikke skildrer deres moralske tilstand med for lyse farver, siger i sin nye Perlustration: «Jomfruer og Piger derimod ere bluefærdige nok, saasom vi har aldrig seet, at de med unge Karle har haft nogen letfærdig Omgiængelse, eller givet ringeste Tegn fra sig til Sligt, enten med Ord eller Gierninger. Udi 15. Aar jeg var udi Grønland, veed jeg ikkun 2. eller 3. Piger, som uden Ægteskab ere blevne besvangrede, thi de holde Sligt for en stor Skam.»
Og Dalager, som overhodet gir dem den paaskrift,
- ↑ En grund hertil er ogsaa det naturlige kjønsudvalg, idet blandingsafkommet nu tildels anses for vakrere end de rene eskimoer og foretrækkes derfor hyppig ved giftermaal.
