ærbarhed ikke staar i høi anseelse i Grønland. Dette er særlig tilfældet blandt de kristne indfødte paa vestkysten, som har været meget i berøring med os europæere. Af mange der anses det neppe som nogen særdeles skam for en ugift kvinde at faa børn. Dette har jeg oftere set beviser paa. Mens vi var i Godthaab, var der to jenter i nærheden, som skulde føde; men de lagde intetsomhelst skjul derpaa, ja anlagde endog grøn top,[1] længe før det var nødvendigt, de syntes næsten at være stolte af dette synlige bevis paa, at de ikke var forsmaadde. Jeg har set grøntopper, som ikke alene hadde den grønne farve paa haaret, men ogsaa brugte baand af samme farve til kanter og pynt paa anoraken, altsaa helt stilig, hvilket hverken er paabudt eller almindeligt.
Skjønt presterne har ivret sterkt mod slapheden i saa henseende og har forsøgt at indprente de unge mænd og kvinder en strengere moral fra skolebænken af, saa synes de ikke at forandre sin opfatning af denne synd, ja de blir snarere værre. Om de unge grønlænderinder staar i forhold til en mand, forsøger de aldeles ikke at lægge skjul derpaa, ja, er det en europæer, praler de lige frem deraf, og det synes, som det hæver deres anseelse mellem veninderne. I dette forhold har europæerne selv en væsentlig skyld; thi for det første har de unge mænd, som er komne til Grønland, ofte opført sig ilde mod grønlænderinderne og har git et slet eksempel, og for det andet har europæerne i det hele sørget for at sætte sig i slig respekt, at den simpleste europæiske matros nu foretrækkes af jenterne fremfor den bedste grønlandske fanger. Dette har da ogsaa baaret sine synlige frugter, idet rasen
- ↑ Som side 21 omtalt, bæres grønt toppebaand af ugifte kvinder, der har faat børn.
