Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/149

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
142
ESKIMOLIV.

at et extreme malitieus Menniske, af forborgen Had, har dræbt en anden». Naar han siger, at «sligt anser de andre med største Koldsindighed, uden at straffe eller tage sig det til Hierte», tror jeg imidlertid, at han ikke har ganske ret; thi de afskyr det vistnok, og naar de ikke blander sig deri, er det, fordi de anser det som en privat sag mellem den angribende og den angrebne. Det tilkommer derfor bare den dræbtes nærmeste slegtninge at hevne det, om de ser sig istand dertil, og der findes saaledes selv hos dette fredelige folk antydning til en slags blodhevn, om den end er svagt udviklet og som regel ikke synes at hvile tungt paa de efterlevende. Blir en morder altfor slem, er der dog eksempler paa, at ogsaa naboerne forener sig om at slaa ham ihjel.

Ofte er det der, som andre steder, kvinder og kjærlighed, som kan være aarsag i mord.

Overfaldet sker gjerne paa sjøen, idet den ene anfalder den anden bagfra enten ved at kaste sin harpun i ham, eller ved at kantre ham og stikke hul paa hans kajak. At anfalde sin modstander ret foranfra stemmer mindre med en eskimos karakter, ikke saa meget fordi han er ræd, som fordi han vilde undse sig derfor og synes det var leit, naar den anden saa paa ham.

At dræbe gamle heksekjærringer og troldmænd anser de for tilladeligt, idet de mener, at de med sine kunster kan skade og endog dræbe andre. Det synes heller ikke at stride mod deres moral at fremskynde døden hos syge, som lider meget, eller hos saadanne, som taler i vildelse, hvilket sidste de har megen frygt for.

Det af vore bud, som grønlænderne hyppigst forsynder sig mod, er det sjette, og allerede af det foregaaende kapitel har vel læseren faat det indtryk, at dyd og