skyld, som for os har stor betydning, — og de strøg glade hjemover dermed. Jeg er bange for, at slig tankegang ikke findes alene paa Grønland.
Forøvrigt bør det ogsaa fremholdes til grønlændernes undskyldning, at de lige fra først af og lang tid fremover har været udsatte for de skammeligste bedragerier fra de europæiske kjøbmænds side, som til egen fordel anvendte endog falsk maal og vegt og gav dem slette varer til vederlag. Jeg skal bare nævne, hvad Saabye oplyser, at de i forrige aarhundrede brugte for store tøndemaal, som til og med var uden bund, og som de passede paa at stille over fordybninger i gulvet. Disse maatte saa grønlænderne fylde med sit spæk, før de kunde faa det solgt, og de kom til at gi mindst halvanden tønde istedenfor én. Dette vidste og forstod de, men fandt sig deri. Sligt hænder naturligvis nu ikke mere.
Som bevis paa eskimoens ærlighed ligeoverfor de morallove, han agter, mindes om, at han aldrig rører rækved, som er lagt op ovenfor høivandsmerke, og dette var dog saa let at ta, uden at nogen kunde faa rede derpaa. Men naar nu vi europæere forsynder os mod denne lov, hvilket vi desværre ofte har gjord med eller mod vor vidende og vilje, mon da ikke eskimoen har vel saa megen ret til at foragte os, som vi til at se ned paa ham?
Slagsmaal og den slags brutalitet forekommer, som før nævnt, ikke blandt dem, mord er ogsaa en stor sjeldenhed. De anser det at dræbe sine medmennesker for grusomt; krig er derfor i deres øine noget uforstaaligt og afskyligt, deres sprog eier ikke engang et ord derfor; og soldater og officerer, som altsaa opdrages til det haandverk at slaa folk ihjel, er rene menneskeslagtere.
Vel er det, som Egede siger, «en og anden gang skeed,
