stod paa, strakte egtemanden sig paa berget og sovnede; men snart vækkede man ham med den glædelige efterretning, at han hadde faat en søn. Som allerede nævnt, anses dette for en lykke, mens døtre er noget ubetydeligt. «Ogsaa ytrede Ernenek (saa hed manden) sin tilfredshed ved at tilsmile konen et «ajungilatit» (Du er ikke ilde). Med vor nye passager fortsatte vi ufortøvet reisen.»[1]
Vanskelige fødsler forekommer dog ogsaa hos dette naturfolk. Egede nævner en eiendommelig ceremoni, de paa hans tid skulde ha brugt. Han siger: «En Natpotte holder de over den Fødendes Hoved, i den Indbildning at hun skal blive dissnarere forløst». En saadan anvendelse af dette møbel tør være enestaaende.
De hedenske grønlændere dræber vanskabninger saavelsom syge børn, der antas ikke at kunne leve, og saadanne, hvis mor dør under fødselen, og som ingen kan gi die; det sker gjerne ved, at de kastes udenfor paa jorden eller i havet.[2] Saa grusomt dette end i mange europæiske mødres øren maa lyde, saa sker det jo dog af medynk, og det kan ikke negtes, at det er fornuftigt; thi under saa haarde livsbetingelser, som grønlænderne lever i, maa det synes rimeligt, at man nødig fostrer op et afkom, som aldrig kommer til at gjøre nytte, men kun tære paa samfundet[3]. Af en lignende grund er det ogsaa, at folk, som er blit saa gamle, at de ikke kan gjøre skjel for sig længer, staar i liden anseelse, og man ser helst, at de kommer sig bort. Paa østkysten skal det hænde, at gamle folk, som
