man tror skal dø, blir druknede, eller og at de drukner sig selv. Noget lignende forekom ogsaa tidligere paa vestkysten (sml. næste kapitel).
De grønlandske børn dier meget længe. 3 til 4 aar er ikke ualmindeligt, jeg har endog hørt eksempler paa 10 til 12 aar. En europæer ved Godthaab fortalte mig saaledes, at han hadde set en ung helt paa 12 aar komme hjem i kajak med sin fangst og styrte ind i huset til mo'ren, hvor han staaende mellem hendes knær fortærede en skonrog og sugede drikke til fra det moderlige bryst.
Alle de kristne grønlænderes børn blir naturligvis døbte og gis ved den anledning ogsaa navn. De oprindelige grønlandske navne er imidlertid ved missionærernes indflydelse saa omtrent forsvundne, isteden bruges alle mulige, hentede saavel fra det nye som det gamle testamente, og neppe noget andet sted skal en være saa udsat for at møde hele skriftens personale, lige fra salig far Adam ned til Peder og Paulus, fuldtallig repræsenteret som der. Vor merkelige ven Dalager synes ikke at ha likt denne misbrug af bibelen som navnebog, og derfor «til spurgte jeg engang,» siger han, «en vis Missionaire, hvorfor en Grønlænder ikke kunde beholde sit forrige Navn, som kunde være ganske naturlig got: Det lader ilde, svarede han, at en Christen skal nævnes som en Sæl-Hund eller Søe-Fugl; Jeg smilte hertil, og sagde, at der fandtes dog mangen Ravn, Høg, og Krage i vore Lande, som passerede for gode Mennesker.» Jeg synes, jeg maa gi manden ret heri.
Grønlænderne er usedvanlig glade i sine børn og gjør alt for at tilfredsstille dem, især hvis de er gutter. Disse smaa tyranner regjerer gjerne det hele hus, og den vise Salomons ord: hvo som elsker sin søn, han tugter ham
