Flerkoneri kan forøvrigt fremdeles af og til forekomme
paa vestkysten, og en medhustru synes at være noget af
det første, en dygtig grønlænder lægger sig til, naar han
overhodet indlar sig paa vidtløftigheder. Jeg blev ved
Godthaab fortalt et par eksempler herpaa.
Renatus, den dygtigste fanger ved Grædefjorden, hadde forlibt sig i en ung kvinde og tog hende en dag til medhustru. Forholdet mellem hende og hans første kone syntes imidlertid at være godt, og alt gik rolig, indtil det kom missionæren[1] for øre. Denne foreholdt manden den store synd, han begik, og forsøgte at tvinge ham til atter at opgi medhustruen. Dette hjalp dog intet. Imidlertid blev der klaget for forstanderskabet i Godthaab.[2] Renatus mødte frem der, og omsider fik man ham da bevæget til godvillig at gi sig, og han sendte sin hustru til Kangek (udenfor Godthaab), hvor hun blev optat i kateketen Simons hus. Samtidig bosatte han sig dog længere nord, nær Narsak, og da han derved tildels fik fangepladse sammen med kangekerne, hændte det oftere, at han traf dem og fulgte dem hjem, hvorved han fik anledning til at være sammen med sin anden kone. Da der imidlertid senere blev klaget meget fra hans tidligere boplads ved Grædefjorden, fordi man der led nød, efterat han, pladsens bedste fanger, hadde reist bort, flyttede han atter tilbage did og har siden levet skikkelig. Dette hændte for nogle aar siden, medhustruen lever endnu ved Kangek, jeg saa hende der. Hun bærer grøn top som tegn paa, at de børn, hun har faat, regnes som uegte.
En anden dygtig fanger nær Lichtenfels hadde ogsaa
