Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/138

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
131
KJÆRLIGHED OG GIFTERMAAL.

tat sig en medhustru. Da missionæren hørte dette, stevnede han ham til sig og forsøgte indtrængende at paavirke ham, men til liden nytte. Missionæren skrev da, men fik intet svar, han skrev strengere og strengere og kom tilslut med alvorlige trusler; herpaa fik han endelig en svarskrivelse, hvori der stod et ord: susa! det vilde paa godt norsk omtrent hede: aa skidt!

Kvindernes stilling inden egteskabet er paa Grønland som andre steder i verden forskjellig. Som regel er det manden, der er den bestemmende, men jeg har ogsaa set eksempler paa, at han var under tøffelen; dette hører dog vistnok til undtagelserne.

Hos de oprindelige eskimoer synes hustruen nærmest at betragtes som mandens eiendom. Paa østkysten hænder det, at der foregaar en formelig handel ved giftermaalet, idet en ung mand maa betale fa'ren en harpun eller lignende for at faa hans smukke datter tilegte, ligesom omvendt gode fangere betales af fædrene for at ta døtrene, og disse er nødte til at gifte sig, naar fa'ren vil.[1] Paa østkysten hænder det ogsaa ofte, at to fangere blir enige om at bytte koner for kortere eller længere tid; undertiden beholdes den tilbyttede kone. Midlertidigt konebytte hænder sikkert ogsaa fremdeles paa vestkysten, især naar de om sommeren ligger i telt inde i landet paa renjagt, i hvilken tid de tillader sig mange friheder, som ikke kan kontrolleres af missionærerne.

Forholdet mellem egtefolkene er som regel sjelden godt. Aldrig har jeg set eller hørt, at der blev vekslet et uvenligt ord mellem mand og hustru. Dette er ogsaa den almindelige erfaring; allerede Dalager paastaar, at «jo

  1. Holm: Med. om Grønl. bd. 10, side 96.