Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/136

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
129
KJÆRLIGHED OG GIFTERMAAL.

uundgaaligt, selv om grønlænderne ikke allerede af naturen havde tilbøielighed i den retning. Jeg har hørt eksempel paa, at en prest kom til en boplads efter to aars fravær og maatte da konfirmere en jente, vie hende og døbe hendes barn paa samme dag. Det kan man kalde at ta det summarisk. Denne ordning maa virke skadelig og nedbryde respekten for den handling, som man vel nærmest vilde gi værd derved, at kun presten skulde kunne udføre den.

Ved kristendommens indførelse blev naturligvis ogsaa flerkoneriet afskaffet. Missionærerne forlangte endog, at naar en hedning, som allerede var gift med to koner, antog kristendommen, maatte han skille sig ved den ene. 1745 hadde en eskimo ved Fredrikshaab lyst til at bli døbt, «men da der handledes om, at han skulde skille sig af med sin Med-Hustru, blev han vankelmodig, efterdi han havde tvende sønner med hende, hvilke han ved den Leylighed ogsaa kom til at miste, og derfor sadlede om, og foer sin Vey».[1] Deri kan man neppe fortænke ham. Lignende tilfælde, hvori det forlanges, at en mand, skal skille sig af med den ene af sine koner, som han muligens i lange tider har levet lykkelig sammen med, forekommer fremdeles, naar grønlændere fra østkysten slaar sig ned paa vestkysten (nær Kap Farvel) og lar sig kristne. Den uret, som man herved tvinger manden til at begaa mod den engang antagne kone, behøver neppe nærmere at paavises. Det stod forøvrigt allerede for Dalager som uretfærdigt, og «hvorvidt det strider mod Guds anordning, at en Mand har mere end een Kone, synes ham at være et Problema».

  1. Dalager: Grønl. Rel. side 9.
Eskimoliv.
9