kone ikke at like at faa en rivalinde, undertiden sker det dog paa hendes udtrykkelige anmodning, forat hun kan faa mer hjælp til det huslige arbeide. Grunden kan ogsaa være en anden: «Engang spurgte jeg en Kone,» siger Dalager, «hvorfor hendes Mand havde taget Medhustru? Jeg bad ham selv derom», svarede hun, «eftersom jeg er kied af at føde flere Børn.»
Den første kone synes altid at anses som den fornemste, selv om manden har mer tilbøielighed for de senere tilkomne.
Polyandri forekommer kun sjelden. Nils Egede omtaler en kvinde, som hadde to mænd, og saavel hun som de var angekoker.
Ved kristendommens indførelse blev selvfølgelig denne oprindelige, letvindte maade at gifte sig paa afskaffet paa Grønlands vestkyst, og der blir man nu forenet under lignende religiøse ceremonier som i Europa. Bruden behøver heller ikke at stride saa meget imod.
Men var det før let at faa sig en kone, saa er det derved ofte blit tungvindt nok. Vielsen maa nemlig nødvendigvis foretas af en prest, de indfødte kateketer, som er prestens stedfortrædere paa de forskjellige bopladse, er ikke gode nok dertil. Naar man nu bor paa et sted, hvor presten muligens kommer en gang om aaret eller, kan hænde, en gang hvert andet aar, maa man altsaa passe paa at være enig med sin brud netop da. Men hvis en ung, kraftig fyr faar lyst paa at gifte sig, netop som presten er reist, maa han altsaa vente et eller to aar med at faa den nødvendige vielse.
At en saadan ordning fører til, at man indgaar løsere forbindelser eller gifter sig uden prestehjælp, maa synes
