Men er nu egentlig dette til at undres over? Sluttelig
er eskimoen med al sin godhed dog heller ikke mere end
et menneske. Gutten betragtes naturligvis som den
vordende kajakmand og fanger og som familiens støtte paa
forældrenes gamle dage, altsaa som en direkte forøgelse
af driftskapitalen, mens de vel mener, at verden alligevel
faar nok af jenter.
Den samme forskjel gjør sig derfor ogsaa gjældende i opdragelsen, idet gutterne altid betragtes som de vordende forsørgere, som paa alle maader maa stelles godt for, og om en guts forældre dør, er der ingen nød med ham, da alle gjerne vil ha ham i huset og ta sig af ham paa bedste maade, forat han kan trives vel. Ikke saa med jenterne; om de mister sine forældre og ingen venner har, da faar de vistnok overflod af mad, men de maa ofte nøie sig med de elendigste klæder, og det kan være en ren ynk at se dem. Naar de den giftefærdige alder, staar de imidlertid saa omtrent lige med de bedre stillede jenter; thi de faar jo ingensomhelst arv, og nu kommer det an «paa Skiønhed og Fermetet, som skal formeere deres Credit hos de unge Mandfolk, fattes det, ere de foragtede, og blir aldrig gifte, eftersom der findes nok at holde Mynstring iblant». Dette kan de dog ikke klage over, al den stund det ikke er bedre for mandfolkene; thi kan de ikke bli fangere, hvilket undertiden hænder, har de saamænd heller ikke store udsigter til at bli gifte, og de ses ned paa af alle.
At gutter anses omtrent, som man anser kapital hos os, fremgaar bl. a. ogsaa deraf, at enker har vanskelig for at bli gifte, men det hænder dog undertiden, «sær om de have Drenge-Børn; thi da kand de vel omsider faae en reputeerlig Enke-Mand».
