Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/127

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
120
ESKIMOLIV.

Dalager siger om kvinderne, at «de Timer i deres Levnet, som skulde være de beste, naar man regner fra den Tid de komme til moeden Alder, ere ikke andet end en Kiede af Kummer, Foragt, Fortrædelighed».

At der i det selskabelige liv gjorde sig en vis rangforskjel gjældende mellem mænd og kvinder, kan dog ikke negtes. Saaledes var det ved maaltiderne eller ved kaffeslaberaserne storfangerne og de mest fremragende blandt mændene, som først blev trakterede, derefter kom de mindre betydelige blandt dem, og saa kom endelig turen til kvinder og børn. Noget lignende omtaler allerede Dalager i sin beskrivelse af et gjestebud, idet mændene er de fornemste, og de fortæller hverandre sine historier, mens «Fruentimmeret har imidlertid ogsaa giort et Maaltid for dem selv i anden Krog, hos hvilke man derimod maa slutte ikke er vanket andet en Pølse-Snak». Men naar det kommer til stykket, kan dette passe paa forholdene flere steder i verden.

Imidlertid skal jeg indrømme, at eskimomændene undertiden viser sig lidet polerede i sin ydre optræden mod damerne, som f. eks. «naar deres Fruentimmer have strengt Arbeyde, som ved at bygge Huuse, drage Vand, eller bære andre tunge Byrder, staae de med Hænderne i Barmen og lee deraf, uden at hielpe dem det allermindste.» Men er dette egentlig saa meget værre, end naar f. eks. strilerne paa Bergenskanten paa hjemveien fra byen tænder en pibe, lægger sig bag i baaden og lar kvinderne ro sig hjem?

At kvinderne ikke staar i saa høi anseelse som mændene, synes nok desværre ogsaa at fremgaa deraf, at naar der kommer en gut til verden, jubler far, og mor straaler af stolthed, men kommer der en jente, graater de begge eller er ialfald meget utilfredse.