begynde at bearbeide det, — for dem er munden en tredje haand. Af denne grund er ogsaa fortænderne paa gamle kjærringer deroppe ganske slidte og afstumpede.[1]
Til sit arbeide er de grønlandske kvinder meget dygtige, og særlig har de stor færdighed i at sy. Man behøver blot at betragte sømmene paa et kajakskind, en vandpels eller en tarmeskindsskjorte for at overbevise sig derom; men endnu mere iøinefaldende blir denne deres færdighed, naar man faar se de beundringsværdige broderier, hvormed de pryder sine bukser, kamiker og andet. Disse broderier udføres nu paa vestkysten, hvor de af europæerne har faat farver, med smaa forskjelligfarvede skindstykker, som sys sammen til en slags mosaik. De udføres fuldstændig paa frihaand uden optegnet mønster og røber en høi grad af nethændthed og nøiagtighed, foruden form- og farvesans.
Ved at leve sammen med eskimoerne i deres huse faar man aldeles ikke indtryk af, at kvinderne i nogen særlig grad er underkuede eller tilsidesatte. Det forekom mig tvertom, at f. eks. husmødrene i Godthaab og omegn ofte spilte en betydelig rolle, ja var i enkelte tilfælde endog den høieste myndighed. Skal jeg dømme efter min erfaring, maa det derfor være vel sterke ord, naar
- ↑ Til at sy skindene til klæder og baade bruges sener af sæl, hval eller ren. Senerne blir simpelt hen tørrede. Til at sy vandpelse, kajakvanter og undertiden ogsaa kamiker anvendes desuden struben af grønlandssæl, ringsæl, klapmyts, smaa spraglede sæl og skarv. De ydre lag af struben afflaaes i frisk tilstand, derpaa trædes den paa en dertil laget rund stok, som smøres med spæk, forat den skal glide let paa. Undertiden skrabes struben ogsaa med et skjæl. Naar den er tørret paa stokken, er den færdig til brug, idet den efter længden opskjæres i ganske smale strimler. Den traad, man paa denne vis faar, har den fordel, at den ikke som senetraaden tøier sig, naar den kommer i vand.
