trykkede ud og hængte op til sidste tørring. Skal fjærene fjernes, som f. eks. med edderfugleskind, blir de ribbede (saa altsaa bare dunen blir tilbage), naar skindene er halvtørre. Derefter tørres de helt, opskjæres og er færdige.
Den ovenfor omtalte tygning er en merkelig proses. Man tar det tørre, vrængte skind, som næsten drypper af fedt, og begynder paa et sted, indtil fedtet der er udsuget og skindet mygt og hvidt; og saa udbreder tygningen sig langsomt, mens skindet efterhaanden spadserer længere og længere ind i munden, indtil det ofte forsvinder helt, for tilslut at udspyttes i affedtet stand. Denne forretning besørges væsentlig af kvinderne og børnene og er paa grund af det meget fedt, man derved faar i sig, en søgt underholdning, og i trange tider kan det vel hænde, at ogsaa mændene er glade ved at faa lov til at hjælpe til dermed. At komme ind i et hus, hvor hele befolkningen sidder saadan og tygger med hver sit skind i munden, gjør et merkeligt indtryk. Denne proses skyldes det, at de grønlandske fugleskind er saa gode. Det er vistnok mange, som med beundrende blikke har betragtet de deilige edderdunstepper, der smykker saa mangt et elegant europæisk hjem, men som ikke ved, hvilke stadier disse har gjennemgaat, og mangen europæisk skjønhed, prydet med kostelige skarveskind, vilde vel grøsse, om hun anede, hvor mange mer eller mindre tiltalende munde hendes pragt hadde passeret deroppe i det høie norden, førend den kom til at ombølge hendes svulmende barm.
I det hele bruger grønlænderinderne sine tænder meget, snart til at strække skindene, snart til at holde dem, naar de skal skrabes, snart til selve skrabningen; og det virker paa os europæere lidt forbausende, f. eks. at se dem løfte et skind op af den stinkende urinbalj, bide i det og saa
