saa dyppes de atter afvekslende i varmt vand og sjøvand. Derpaa tørres de ved udspiling ligesom de forrige.
Da disse ikke er saa vandtætte og gode som de sorte, bruges de næsten bare af kvinderne, der enten beholder dem hvide eller farver dem paa forskjellig vis.
Saaleskind til kamikerne tilberedes ligesom de sorte kajakskind, men de spiles ud under tørringen.
Skind til kajakvanter beredes til en begyndelse ligesom sort kamikskind, men naar haarene er fjernede, behandles de med blod, rulles sammen og lægges hen. Dette gjentas to eller tre gange, til de blir ganske mørke deraf. Derefter udspiles de til tørring — om sommeren som foregaaende paa marken, men om vinteren under taget inde i huset. Dette skind er beundringsværdig vandtæt.
Skal sælskind beredes med haarene paa, som det f. eks. bruges til strømper i kamiker eller til pelse, blir de skrabede paa spæksiden med krumkniv paa samme vis som almindelige kamikskind. Derefter lægges de i vand og vaskes med grønsæbe. Saa udskylles de i rent vand, udspændes og tørres, som ovenfor angit. Efter derpaa at være gjort gode og myge ved gnidning, er de færdige til brug.
Renskind bare tørres og gnides, men kommer ikke i berøring med vand.
Naar fugleskind skal beredes, tørres først fjærene omhyggelig, derefter vrænges skindene, og spæklaget paa kjødsiden blir saa godt som muligt afskrabet med en ske eller et blaaskjæl og spist — det smager fortræffelig. Derpaa hænges skindene op under taget til tørring. Efter nogle dage blir fedtet fjernet ved hjælp af tygning, saa blir de tørrede paany, saa vaskede i varmt vand med soda og sæbe tre gange, derpaa udskyllede i rigelig koldt vand,
