afskrabes med et blaaskjæl. Til dette arbeide bruger de grønlandske skjønheder dog helst tænderne, de faar derved suget i sig endel spæk, som smager dem fortræffelig. Derefter hænges om sommeren skindene op til tørring — ikke i solen — over en træstok og flyttes ofte paa, forat de skal tørre jevnt over det hele. Om vinteren opbevares de ligesom de sorte skind i sneen. Da den mørke narv jo er bortskrabt, er disse skind ganske lyse eller hvide, naar de er færdige.
At lægge merke til er, at ingen af disse skindsorter udspiles under tørringen.
Begge anvendes ogsaa til konebaade.
Til kajakbrug anser man de hvide, der stadig bør smøres med sælspæk, for bedst om sommeren, men der imod de sorte, der aldrig smøres, for bedst om vinteren. En rigtig storfanger trækker derfor helst sin kajak to gange om aaret, det almindelige er dog nu, at dette kun sker en gang aarlig, ofte bare hvert andet aar.
Skal sælskind benyttes til kamiker (skotøi), blir spækket og de undre lag af selve huden afskrabede med en krumkniv (ulo) paa et eget dertil indrettet bret af et hvalskulderblad. Naar skindet ved skavningen er blit tyndt, lægges det i gammel urin en dag eller saa, indtil haarene kan afnappes med en kniv. Naar dette er besørget, spiles skindet ved hjælp af smaa bennagler ud paa jorden eller sneen og tørres. Derefter blir det gnedet, til det er mygt, og er færdigt. Da denne slags skind har narven paa, er de mørke.
Hvide kamikskind tilberedes til en begyndelse ligesom de foregaaende, men naar haarene er fjernede, dyppes de i varmt vand (ikke for varmt), til den sorte narv løsner, derpaa i sjøvand — mest muligt. — Er ikke al narv borte,
