Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/129

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
122
ESKIMOLIV.


Selv i døden synes kvinderne at ha noget mindre anseelse, skal vi dømme fra følgende udtalelse af Dalager: «Med et Fruentimmer, som strider til Døden, og ikkun har været i maadelig Anseelse, hender det sig vel, at hun begraves levende. Hvorpaa strax her ved Stedet for kort siden havdes et Exempel, som var ret jammerligt, da nogle fortalte at have hørt Mennesket en lang Tid ligge og raabe efter Drikke i Graven. Forestiller man dem saadan umenneskelig Grumhed, svare de, at, siden den Døende dog ikke kand leve, er det bedre at henputte den til sit Sted, end længe selv at dræbes, ved at anskue deres Elendighed. Men denne Raison kand ikke holde Stik, thi hvis saadan barbarisk Gierning forøvedes ved noget Mandfolk, vilde det holdes for det groveste Mord.» Ja, dette var stygt gjort; men heldigvis er sligt ikke almindeligt. Det har vel forøvrigt sin egentlige grund deri, at eskimoerne er overvættes rædde for at røre ved døde; som følge deraf ifører de f. eks. den døende, enten det er mand eller kvinde, ligklæderne ofte længe, før døden indtræder, og gjør alle forberedelser til udbringelsen og til begravelsen, mens denne selv ligger og ser derpaa. Af samme grund vil de ogsaa nødig hjælpe en forulykket paa sjøen, hvis han allerede er døden nær, da de er rædde for at komme til at røre ved ham som lig.