At ro paa en konebaad var ialfald før under en
fangers værdighed, derimod tilkom det familiefaren at
styre den. Nu kan man dog oftere se mænd sidde og ro
i baade, særlig som leiede af europæerne paa deres reiser.
Har man først levet sig ind i deres liv, gjør dette et
stødende indtryk; kajaken er og blir betingelsen for deres
tilværelse, og de bør ikke forsømme nogen leilighed til
at øve sig i brugen deraf. Enhver virkelig storfanger
holder sig dog endnu for god til at gaa i en konebaad
uden som styrer.
Ligger familien paa renjagt, er det naturligvis mændene, som skyder renen, mens det ofte tilkommer kvinderne at slæbe de skudte dyr til teltet, og dette er et anstrengende arbeide, hvorunder de kan vise megen udholdenhed.
Den eneste fangst, kvinderne som regel driver, er angmagsæt- eller loddefangsten. Denne gaar for sig paa forsommeren, da lodden gjerne kommer til kysten i saa tætte stimer, at man kan øse den op i konebaaden. Man driver paa saa længe, til man mener at ha nok til vinterforraad; er der end aldrig saa meget igjen, bryr man sig da ikke om mer. Lodden tørres ved at lægges udover stenene og berget; at passe den og, naar den er tør, stuve den sammen, er ogsaa kvindernes arbeide.
Undertiden hjælper de til ved fangst af sæl, naar disse ved en slags klapjagt stænges inde og drives paa land i trange sund og fjorde.
Der kjendes kun faa eksempler paa, at kvinder har git sig af med kajakfangst.
Kapt. Holm omtaler fra Imarsivik paa østkysten, at to jenter gik i kajak. Der var et uheldigt forhold mellem mænd og kvinder, idet af 21 beboere kun 5 var mandlige.
