Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/121

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
114
ESKIMOLIV.

Om disse kvinder hadde erhvervet lige stor færdighed i at fange som mændene, oplyses desværre intet.

De var gaat helt over til mændenes levevis, klædte sig som dem og bar sit haar paa lignende vis. Da de fik lov at vælge blandt Holms tuskegjenstande, tog de ikke synaale eller andre kvindelige redskaber, men valgte pilespidser til sine vaaben. Det maa ha været vanskeligt at adskille dem fra mænd; jeg tror, vi saa dem paa østkysten, men uden at ane deres kjøn. Holm omtaler, at der var et par andre jenter paa samme sted, som ogsaa skulde uddannes til fangere, men de var endnu for unge dengang.

Mens mændene tilbringer det meste af sin tid paa sjøen, holder kvinderne sig hjemme i husene, og der vil man som regel finde dem flittig sysselsatte med et eller andet, i modsætning til hine, som hjemme helst intet gjør uden at spise, dovne sig, fortælle historier og sove. Tar de sig andet for, er det helst at stelle med sine vaaben, smykke dem med benudskjæringer osv.; disse er jo deres stolthed.

Mens mændene sidder ude paa kanten af briksen med benene paa gulvet, sidder kvinderne altid midt inde paa den med benene overkors som en skrædder paa sit bord. Her syr de, broderer, skjærer til skind med sine eiendommelige krumknive, tygger fugleskind, kort sagt foretar mange af sine vigtigste forretninger, mens munden uafladelig gaar paa dem; thi de er meget livlige og savner sjelden stof til underholdning — ja, jeg kan desværre ikke ganske frita dem for den bekjendte kvindelige snakkesalighed, og om vi tør tro Dalager, skal de ogsaa være befængte med værre plager; thi han siger: «Løgn og Bagvaskelse regierer fornemmelig iblandt Fruentimmeret. Mand-Folkene ere derimod langt oprigtigere, og krympe de sig