har akkurat det samme arbeide som mændene. Disse vil ikke finde sig tilfreds med de grønlandske forholde; thi dette er lige lidet tilfælde der.
Vistnok klær begge kjøn sig i bukser og har gjort saa fra umindelige tider; men alligevel er de ikke naad frem til opfatningen af den ringe forskjel mellem mand og kvinde.
De holder paa, at der bl. a. i legemlig henseende er visse afgjørende forskjelligheder, og indbilder sig, at kvinderne ikke som regel er saa sterke, smidige og modige som mændene, og at de derfor ikke er saa vel skikkede til at reise tilhavs paa fangst. Paa den anden side tror de f. eks ikke, at mændene er de bedste til at stelle ungerne, gi dem die m. m.
Af denne grund er det vel, at der er en skarp afgrænset arbeidsdeling mellem de to kjøn deroppe.
Manden har sit tunge liv paa sjøen som jæger og erhverver; men naar han stranden med sit bytte, ophører det vigtigste af hans arbeide til samfundets opretholdelse. Her modtas han af sine kvinder, som hjælper ham iland, og mens han fra nu af bare tar vare paa sin kajak og vaaben, saa tilkommer det kvinderne at slæbe byttet op til huset. I tidligere tid var det ialfald under enhver fangers værdighed at hjælpe til med dette arbeide, og saa er det med de fleste fremdeles.
Kvinderne flaar sælen og skjærer fangsten istykker efter bestemte regler, og husmoren forestaar fordelingen deraf. Endvidere er det kvindernes arbeide at lage maden, at berede skindene, at trække kajakerne og konebaadene dermed, at sy klæderne, samt alt andet husligt arbeide. Desuden bygger de husene, slaar telt samt ror konebaadene.
