Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/105

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
98
ESKIMOLIV.


Som eksempel paa deres hensynsfuldhed for hverandre i saa henseende kan anføres et træk, som for over hundrede aar siden er beskrevet af Lars Dalager.

«Om Sommeren, naar de føre deres Telter og Bagage med dem, og agte at fæste Stade paa et Sted, hvor andre Grønlændere staae, roe de til Landet meget langsomme, naar de komme nær paa et Bøsse-Skud, holde de stille uden at tale noget. Tie de paa Landet værende ogsaa stille uden at tale noget, tænke de Kommende at være mindre agtede, og derfore roe bort med største Hurtighed til et øde Sted. Men hvis man paa Landet, som almindelig gierne skeer, gjør disse Complimenter: see her! her er gode Telte-Pladse, god Lager for eders Kone-Baader, kommer og udhviler eder fra Dagens Byrde! legge de efter en liden Overveyelse til Strand-Bredden, hvor man staar færdig at modtage dem, og assistere med Hielp til Bagagens Opbringelse. Men naar de igien fare bort, hielpe de dem alleene Kone-Baaden i Søen, lade dem selv arbeide med det øvrige, uden saa Skiel den Farende er en meget god Ven, eller nær Forvandte, da han dimitteres med samme Æres Beviisning, som der han blev modtagen, og med saadant Afskeed: Eders Bortfart vil foraarsage hos os en stille Erindring.»[1]

En antydning til grundeiendomsbegreb synes ogsaa at ligge deri, at hvor de i lakserige elve har bygget dæmninger for at samle fisken, er det ikke velset, naar fremmede kommer og forandrer deres dæmninger eller benytter garn indenfor disse, saaledes som europæerne hyppig har gjort i tidligere tider (ogsaa omtalt af Dalager).

  1. Dalager: «Grønlandske Relationer». 1752. Kjøbenhavn. Side 15—16.