For det store flertal af tings vedkommende hersker
der et vist fællesskab; men dette indskrænker sig altid til
videre eller snevrere kredse efter de forskjellige tings natur.
Næst individet kommer som den snevreste kreds familien,
dernæst husfæller og nærmeste slegtninge og saa alle
bopladsens familier. Som mest privat eiendom anses
kajak, kajakklæder og fangstredskaber, som tilhører
fangeren alene, og som ingen maa røre; thi dermed
underholder han sig selv og sin familie, og han maa følgelig
altid være sikker paa at finde dem, hvor han sidst lagde
dem; de laanes endog sjelden bort. Før i tiden holdt
gode fangere gjerne to kajaker, men det gaar nu sjelden
for sig. Som noget, der nærmest ogsaa skulde høre til
fangstredskaber, kunde nævnes ski; da disse imidlertid
først er indførte ved europæerne, gjælder eiendomsbegrebet
ikke for dem i samme grad, og mens en eskimo sjelden
eller aldrig rører en andens vaaben, tar han som regel
ikke i betænkning at bruge en andens ski uden at spørge
derom.
Næst fangstredskaberne og de private klæder kommer verktøi, som bruges hjemme i huset, f. eks. knive, økser, sage, skindknive osv. Mange af disse, særlig kvindernes sygreier, anses dog ogsaa som helt privat eiendom.
Andet husgeraad er felleseie for familien eller endog for husfællerne. Konebaaden tilhører familiefar'en eller familien, ligesaa teltet. Huset tilhører ogsaa familien, og bor der flere sammen, da disse i fællesskab.
Nogen grundeiendom kjender eskimoen ikke, dog synes der at herske den regel, at ingen bør slaa telt eller bygge sit hus paa en plads, hvor der bor folk før, foruden disses samtykke.
