Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/103

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
96
ESKIMOLIV.

ild; «arvesynden» kunde de nok anerkjende som noget almindeligt hos kavdlunakerne (europæerne); thi at de for en stor del var slette, saa de nok; men da kaladlit (eskimoerne) var gode mennesker, burde de uden braak komme ind i himmerige.

Da der i 1728 kom en hel del danske mænd og kvinder til Godthaab for at kolonisere landet, forargede mange af dem hedningerne sterkt ved sin slette opførsel, og disse «spurgte derfor tidt, hvoraf det kom, at saa mange blandt vore Folk vare saa uskikkelige. I Stedet for at Fruentimmerne (ɔ: grønlænderinderne) pleie at være stille og ærbare, vare disse (europæerinderne) galne, frække, og uden al qvindelig Anstændighed. De vidste dog vel alle Guds Villie».[1] Og grønlænderne saa ned paa og lo af de dumme, selvgode europæere, som prækede saa fint, men var saa slette, og som desuden intet forstod af deres fangst eller af alt det, som de ansaa for vigtigst i livet.

Ved den magt, som en høiere kultur gir, seirede saa efterhaanden disse, og i tidens løb har de da voldt en gjennemgribende forstyrrelse og frembragt en usikker blanding af oprindelig eskimoisk og moderne europæisk folkeskik og kultur, ligesom de ogsaa i en utilladelig høi grad har krydset sit blod med dem og uden presternes hjælp frembragt et sterkt blandet afkom.

Men da eskimoerne er et meget konservativt folk, vil man endnu finde mange væsentlige træk fra den oprindelige tilstand.

Som hos alle jagtfolk er hos grønlænderne eiendomsbegrebet meget indskrænket; men det er dog ikke rigtigt at tro, at de aldeles ikke kjender et saadant begreb.

  1. Paul Egede: Etterretninger om Grønland, s 35.