ind i hele deres samfundsindretning. De søgte at paatvinge dem et helt nyt præg, gav dem med et slag en hel ny religion, nedbrød agtelsen for de gamle skikke og traditioner, selvfølgelig uden at kunne gi dem nye isteden; dette vilde, frit levende jagtfolk mente jo disse missionærer at kunne gjøre til en civiliseret, kristen nation, uden at det faldt dem ind, at dette folk i sit hjerte var i mange henseender mer kristne end de selv og bl. a. hadde gjennemført i praksis den kristelige kjærlighedslære ganske anderledes end nogen kristen nation. Europæerne opførte sig, kort sagt, i Grønland aldeles paa samme vis som almindelig, hvor de siger sig at optræde i den kristne religions navn for at gjøre «de stakkars hedninger delagtige i den evige sandheds velsignelse».
Karakteristisk for denne opfatning er f. eks. følgende tidligere omtalte udtryk af Egede: «Grønlændernes medfødde Dumhed og Koldsindighed, deres Ungdoms dorske og fæiske Opdragelse, deres Omflakken og ustadige Leve-Maade, giør visselig stor Hindring udi deres Omvendelse, og bør, saa meget mueligt er, borttages og remederes». Hvilken mangel paa forstaaelse! tænk bare, at ville bortta og remedere et jagtfolks omflakkende liv, hvad blir der saa tilbage? For ikke at tale om, at han en anden gang foreslaar at opnaa dette ved «tugt og disciplin».
Eskimoerne hørte i begyndelsen forbausede paa de fremmede; de hadde hidtil været meget tilfredse med sig selv og den hele tilværelse, vidste ikke, at livet og menneskene var saa elendige, som missionærerne atter og atter forsikrede dem om; de var, som Egede siger, «uden nogen ret Skiønsomhed om deres egen dybe Fordærvelse», og de hadde store vanskeligheder med at forstaa en religion saa grusom, at den lod mennesker fordømmes i en evig
