Side:Nansen-Eskimoliv.djvu/101

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent
94
ESKIMOLIV.


For at faa en klarere opfatning af grundforskjellen mellem eskimoens karakter og vor, bør man studere hans samfundsforhold.

Det er ikke ualmindeligt at høre den mening udtalt, at det grønlandske samfund er lovløst og uordnet. Dette er en feiltagelse.

Oprindelig var det tvertimod sjelden velordnet. Det hadde sine skikke og sine bestemte regler for enhver ting det vedkommende, og disse levede paa folkets mund og blev omtrent altid fulgte; thi det er utrolig skikkelige mennesker, hvilket selv Egede, der dog har omtalt dem saa stygt, som ovenfor meddelt, maa indrømme, naar han f. eks. siger: «Det er at forundre over, hvor eenige eendrægtige de leve med hinanden; thi Kiv og Strid, Had og Eftertragtelse fornemmer man sielden til hos dem. Og[1] om endskiønt nogen kand have en ond Villie til en anden, saa lader hand sig dog ikke merke, men af stor undseelse for hinanden, understaaer sig ikke offentlig at angribe ham med skiælds Ord eller Slagsmaal, saasom de og ikke heller have nogen slags Maade eller Ord at skiælde paa hinanden med». Dette er vel at merke sagt af en prest allerede om hedningerne, som altsaa ikke kunde ha faat dette fredelige sind gjennem kristendommen.

Saa kom europæerne. Uden at kjende eller forstaa folket og dets behov, gik de helst ud fra, at det i bund og grund trængte til forbedring, og greb saa forstyrrende

  1. «Naar de har seet vore liiderlige Matroser at kives og slaaes, have de holdt Sligt at være umenneskeligt og sagt: de holde hinanden ikke for Mennisker. Disligeste om en af Officererne har slaaet Sine underhavende, heeder det strax: hand handler sine Med-Mennisker som Hunde etc.»